Den russiske krise har manifesteret sig på mange måder; fald på aktiemarkedet og en devaluering af rublen. Men krisen er både politisk og økonomisk. Samt resulteret i tre fjerdedele af befolkning i dag lever omkring eksistensminimum. Formålet med denne artikel er at skabe en stutus over den russiske krisen forløb siden august 1998.

Præsident Jeltzins helbred skaber fortsat stor politisk usikkerhed. Hans ubeslutsomhed vedrørende premier minister posten har absolut ikke øget tilliden til hans dømmekraft. Og det har ligeledes haft en skadelig virkning på Ruslands situation politisk og økonomisk. Dumaen har benyttede svagheden til manifestere sig kraftigt for at få mere indflydelse. Det har igen resulteret i lange usikkerheds perioder vedrørende valg af premierminister. Hvilket blot igen har øget usikkerheden. Jeltzins ønske om at bringe Tjernomyrdin tilbage efter kun 5 måneder med Kirijenko var ikke en populær beslutnig i russiske DUMA. De satte hælene i og sagde nej.  Alternativet blev den tidligere KBG mand Privmakov. Primakov må tillægges at have skabt en vis grad af politisk ro i Rusland.

Usikkerheden om hvorvidt Jeltzin stiller op til næste præsident valg er nu borte. Det gør han ikke. Det er næsten befriende at slippe for flere spekulationer i den retning. Men de nye kandidater er i gang med at profilere sig. De vigtigste og mest sandsynlige kandidater på nuværende tidspunkt er; Ministerpræsident Primakov, Moskavs borgmester Lusjkov, Alexander Lebed, guvernør i Krasnoyarsk og kommunist lederen Sjuganov.

Rusland har i sin 8 års eksistens allerede haft mange politiske og økonomiske kriser. Man har overvundet disse kriser, men står nu nok fra den værste hidtil. Den kraftige hyperinflation og opgøret mellem præsidenten og parlamentet i okt.1993 var kriser som blev overvundet. Den blodig krig i Tjetjenien var en fiasko, og en konflikt som stadig bringer megen bitterhed frem. Men man må gang på gang overraskes over russernes evne til at overkomme kriser, og de vil uden tvivl også komme over den her. Spørgsmålet er følgende: Hvornår kommer gang i hjulene igen? Hvornår kan vi regne med en stabil rubel?

Jeg har dog stadig store forventninger til det russiske marked. Men jeg ser ingen markante ændringer før efter præsident valget år 2000. Tiden indtil da må bruges på genopbygning.

Men lad os beskue faktorene i den Russiske Krise…

Den asiatiske krise:

Krisen i Asien har haft en vigtig betydning for udløsningen af den russiske krise i Aug 1998. Når markeder vakler ser investorene sig om efter sikre. "Og rusland var ikke et alternativ" som en investor udtalte. Det forklarer også, hvorfor man frygter, at situationen i Rusland skulle have en effekt på de latin amerikanske markeder. Det er dog gået så galt som forudset.

Dette betyder ikke, at man kan sammenligne krisen i Asien fra 96 og frem, med Ruslands. De asiatiske lande havde store vækstrater og kraftig stigende produktion. Det står i kontrast til Rusland som siden Sovjets sammenbrud har oplevet faldende produktion og lav vækst.

Men vigtigheden af tillid til nye markeder må ikke undervurderes, og den asiatiske krise lagde hurtig en kraftig dæmper på investeringslysten på mere risikobetonede markeder som Rusland.

Den økonomiske politik:

Når man tidligere så på russisk økonomi, så var der ikke meget at fremhæve. Den vigtigtigste succes var bekæmpelsen af hyper inflationen. Krisen i august 1998 satte dog en stopper for denne succes og udløste en kraftig devaluering. Kursen ligger i dag på ca. 25 rubler til 1 dollar. Det er dog lykkes at undgå tidligere tiders hyperinflation.

Hyperinflationen førte til en hård monetarisk politik med det formål at gøre rublen stabil og konvertibel. Og det lykkes faktisk, som nævnt, i pæn grad. Men den monetaristisk kurs førte også til næsten 7 års konstant fald i BNP - et fald på mindst 50 % og formodentligt mere. I samme periode faldt investeringene med ca. 90 %. Kød og malkekvæget er reduceret med 75 %, og gjorde Rusland til kæmpe importør af kød og fødevarer. Eksporten er på det nærmeste gået i stå, pånær olie eksporten.

Krisen har vist, at det er umuligt at opretholde en sund valuta i en usund økonomi. Eller sagt på en anden måde; det hjælper ikke kun af tænke på valuta kurser uden at arbejde med budget uderskud. Budgetunderskudet var kronisk som følge af misforholdet mellem statens udgifter og indtægter. Skatteindtægterne er konsatt udeblevet. Det betød, at regeringen havde et kraftigt behov for at optage lån, hvis rubel kursen og inflationen skulle holdes stabil.

I samarbejde med IMF indførte regeringen en ny strategi. Indtil 1995 havde man ladet seddelpressen køre for at dække underskudene. Hvilket var årsagen til hyper inflationen!. Den nye strategi bestod i optagelse af lån og udstedelse af kortfristede statsobligationer (GKO). Salget af obligationen skulle bruges til at dække budgetunderskudet. Men løbende usikkerhed omkring den politiske og økonomiske kurs medførte at renten på disse papier steg kraftigt.

Det store underskud på budgettet medførte kraftige rente stigninger. Dette medfører igen en lav investeringslyst i samfundet. For at få folk til at sætte penge i stats obligationen har man hævet renten for at gøre det attraktivt. (op til 70 %). Men derved  gjorde man samtidigt det uinteressant, at investere i private virksomheder med den risiko, det indebærer.

DE store rente gjorde obligationerne til en god forretning. Udenlandske banker opkøbte store mængder og lånte russiske banker store summer, som også blev brugt til opkøb af obligationer. Der er blevet tjent gode penge. Obligations salget havde måske været en ide, hvis man samtidigt seriøst havde prøvet at øge skattte indtægteren samtidigt. Men det gjorde man ikke. Alt sammen betyder det efterhånden, at 1/3 af årets budget skal bruges til forrentning.

Som følge af de manglende skatteindtægter begyndte investorene at frygte for deres fortsatte gevinst. Nu skulle der gøres noget for at rette op budget underskudet. Præsident Jeltzin udnævnte nu overraskende den unge Kirijenko til ministerpræsident.
Han skulle sørge for, at der blev ført en mere reform venlig politik, som kunne skabe ro hos investorerne og IMF.

Men det gik ikke helt efter planen. Kirijenko havde fået en umulig opgave. Man retter ikke op på Ruslands økonomi på få måneder. Det hele resulterede i en devaluering d. 17. Aug. 1998. Egentligt var der ikke tale om en devaluering - men at man ville lade rublen flyde mellem en underkurs og overkurs. Men den dispotion skabte panik og folk bestormede bankerne efter deres indlån for at veksle til dollars. Bankerne fik nu hurtigt et likviditets problem. Samtidigt forsøgte også bankerne at opkøbe dollars i stor stil. Denne yderligere stigende efterspørgsel medførte nu yderligere devaluering i forhold til dollaren. Resultatet blev til sidst at bankerne fik problemer med at opfylde deres internationale låneforpligelser.

Så begyndte de russiske forbrugere at hamstre fødevarer. Lønnen skulle hurtigst muligt omsættes til varer. Priserne steg dag for dag. Regeringen forsøgte at berolige gemytterne med udtalelser om, at der er fødevare nok. Men det hjalp ikke. Man begyndte at frygte varemangel i vinteren 98/99. Det gik dog heldigvis ikke så galt.

Efter alle disse særmysler blev Kirijenko fyret. Jetzin ville have Tjernomyrdin tilbage, men her sagde DUMAen stop.

Endnu engang blev vi tilskuere til den seje kamp for at få valgt en premierminister. Endnu engang, som ved Kirienko, måtte der flere valg runder til, men denne gang tabte Jeltzin slaget. Han opgav Tjernomyrdin, og hentede Primakov ind på scenen som et acceptabelt alternativ. Han var nemmere for Dumaen at sluge, så han blev hurtigt godkendt som ny premierminister.

Udvælgelsen af nye ministre løb hurtigt ind i store problemer. Det varr de fleste bevidst, at denne regering ville få det svært. Derfor har mange kompetente politikere meldt fra med hensyn til minister poster. Der er ingen tvivl om at de mange problemer med sammensætningen af regeringen er en medvirkende årsag til den træge udvikling i forbindelse med en redningsplan. Denne regerings levetid er svær at spå om, men den bliver sansynligvis siddende til næste præsident valg.

Der har været en udbredt frygt i finans kredse med hensyn til regerings intentioner i forbindelse med reform procesen. Man frygter en drejning væk fra den markedsøkonomiske linie. Særligt gen-nationalisering her været frygtet. Der er dog umiddelbart intet som tegner i den retning. Der har været snakket om nationalisering af spiritus industrien, men det er der på nuværende tidspunkt intet der peger imod. Primakov udtalte ved tiltrædelsen, at han ville øge statens rolle i økonomien, men det er fortsat uvist, hvor langt regeringen, der består af kommunister og reformpolitikere, vil gå. Man kan derimod faktisk frygte at denne regering viderefører den tidligere førte, og dermed fører Rusland ud i mere korruption og kriminalitet. Og hvis man beskuer denne regerings handlekraft indtil nu, så tegner det et dyster billede af usikkerhed og træghed.

Den 7. oktober 1998 gik russiske arbejdere på gaden og forlangte Boris Jeltzins afgang. Fagforeningerne og kommunisterne havde forudsagt ca. 10 millioner demonstranter. Det blev til 6-800.000, resten havde havde nok at gøre med at klare dagen og vejen. Man forlangte desuden de manglende lønninger udbetalt. Regeringen har annonceret, at man har påbegyndt betaling af manglede lønudbetalinger bla. til forsvaret. Til dette formål har regeringen ladet trykke op mod 5 milliarder ekstra rubler. Skatte inddrivelsen har af naturlige grunde været katastofal de sidste par måneder. Problemet er ikke de 5 milliarder rubler, som er et relativt lille beløb, men at når først man har ladet seddelpressen køre, så bliver det også den nemme løsning næste gang.

IMF:

Rusland er en af IMF's største låntagere. Men IMF stiller hårde krav til den russiske regering. Der skal mere gang i reform processen, hvis man skal gøre sig forhåbning om flere store lån. Rusland fik efter lange forhandlinger om støtte bevilget lån på næsten 23 milliarder dollars.

Støtten kom dog for sent i stand, og det lykkes for Dumaen at blokerer for det aftalte økonomiske program. Det betød, at den sidste rest at tillid fra investorerne forsvandt.

Samtidigt er IMF kommet under kritik. "Harvard drengene's" medicin, synes for mange at være for hård og ufølsom. Den stigende fattigdom har udløst en frygt for, at den russiske befolknings legendariske tålmodighed alligevel måske har en ende.

De første beløb fra IMF blev frigivet og forsvandt som dug for solen. De blev brugt til støtte opkøb af rubler i et forsøg på at styrke rublen. Som følge af de manglende reformer er der nu tvivl om de kommende rater. IMF vil først se redningsplanen før man beslutter sig.

Spørgsmålet er om Rusland i virkeligheden ikke selv må klare denne krise. Det tror jeg. Hverken IMF eller EU kan hjælpe Rusland, uden at der blot er blot er tale om brandslukning.