EU & krisen i Rusland - Håndklædet i ringen?
Af Lykke Friis
phd, forsker ved Dansk Udenrigspolitisk Institut (DUPI)
Oktober 1998
| Kritikken har haglet
ned over EU's udenrigspolitik i de sidste uger. For mange iagttagere er EU's langsommelige reaktion på krisen i Rusland blot endnu et eksempel på, at EU fortsat er en dværg på den storpolitiske scene. Først skuffede EU i Bosnien, så i Kosovo og nu med hensyn til Rusland. I stedet for en effektiv Ruslandspolitik brugte EU dage på at blive enige om, hvordan man skulle reagere på krisen. Da EU's udenrigsministre langt om længe udsendte en deklaration i Salzburg i starten af september var der ikke meget nyt under solen. EU ville nedsætte en arbejdsgruppe og sende en række højtstående embedsmænd og evt. ministre til Moskva. Penge kunne der derimod ikke blive tale om. Selvom EU's Ruslandspolitik absolut ikke fremstår som en succeshistorie, er spørgsmålet alligevel om den hårde kritik ikke skyder over mål. Reelt var det nemlig urealistisk at forvente, at EU kunne udvikle en slagkraftig Ruslandspolitik. Den første årsag til at man næppe kunne forvente en mere slagkraftig reaktion fra EU's hånd er knyttet til karakteren af den russiske krise. Hvor hård og kynisk udenrigsministrenes Salzburg-erklæring end må lyde, så peger den ikke desto mindre på kernen i miseren: Ruslands problemer er og bliver Ruslands egne problemer, og derfor er det i realiteten kun Rusland, som kan rage kastanjerne ud af ilden. Økonomiske saltvandsindsprøjtninger giver kun mening, hvis reformprocessen går fremad. Ellers risikerer pengene - som flere udenrigsministre gjorde opmærksom på - at forsvinde ned i et stort sort hul. Den anden årsag til at man i realiteten ikke kunne forvente, at EU ville gå kraftigere på banen over Rusland er langt mere fundamental: EU's altafgørende og mest effektive udenrigspolitiske instrument er tandløst, når det gælder Rusland. Stort set siden EU's oprettelse har organisationens udenrigspolitik været mest effektiv, når EU-landene har kunne ty til gulerodstrategien - 'Hvis I løser jeres indbyrdes konflikter og får orden i jeres økonomiske hus, så vil vi til gengæld optage jer i EU-klubben'. Hvor effektiv denne strategi er, ses bedst i dag i Central- og Østeuropa: samtlige lande arbejder hårdt for at få orden på økonomien og diverse mindretalsproblemer for på den måde at blive berettiget til EU-medlemskab. Da EU, primært pga. Ruslands størrelse, ikke opererer med russisk EU-medlemskab som en realistisk mulighed, kan EU ikke benytte sig af samme gulerod. I praksis betyder dette, at EU skal opfinde en helt ny politik over for Rusland. Hvor vanskeligt EU har ved dette, vidner et kort blik på Middelhavsområdet om. Her er EU-medlemskab heller ikke en realistisk mulighed, og EU har derfor store problemer med at udvikle en effektiv politik. For det tredje kommer man heller ikke uden om 'klassikeren', når man skal se EU's udenrigspolitik efter i sømmene: EU er nu en gang ikke en stat, som USA eller for den sags skyld Danmark. EU er en klub bestående af 15 forskellige lande, hvor samtlige lande har deres egne interesser at forsvare. Ja, reelt er samtlige lande involveret i et 'dobbeltspil': på den ene side deltager de i EU's udenrigspolitik, men på den anden side ønsker de også at føre deres egen selvstændige udenrigspolitik. I realiteten skal EU derfor hver gang igennem en langstrakt intern forhandling, hvor landene skal finde ud af, om det er EU eller dem selv, der er hovedaktøren, før EU kan gøre noget på udenrigspolitiske scene. Situationen lettes bestemt heller ikke af, at EU er et levende eksempel på, at 'mange kokke fordærver maden'. EU's reaktion på Ruslandskrisen er her et lysende eksempel: først havde finansministrene, udenrigsministrene og ikke mindst Kommissionen vanskeligt ved at finde ud, hvem der skulle fungere som EU's talerør. Så opstod der forvirring om det såkaldte G-7s rolle. Problemet var her, at de store EU-medlemmer, som også sidder med omkring G-7 bordet allerede var ved at udarbejde et fælles svar på krisen i dette regi. En række mindre lande, så som Benelux-landene, var hurtige til at opfatte dette som et forsøg på at gå uden om de mindre EU-lande. Alt i alt er EU's evne til at reagere hurtigt og ikke mindst kreativt på kriser derfor stærkt begrænset. Når krisen så oven i købet indtræffer på et tidspunkt, hvor samtlige EU-regeringer netop har afsluttet en periode med økonomisk smalkost for at leve op til ØMU'ens konvergenskriterier, svækkes handleevnen blot yderligere. Ikke overraskende er den politiske vilje til umiddelbart efter smalkosten at sætte yderligere penge af til Rusland minimal. Motto'et synes snarere at være, at det nu er den vesteuropæiske befolkning, der skal belønnes for slankekuren. Betyder alt det så, at EU blot skal kaste håndklædet i ringen og håbe på, at f.eks. USA vil kunne klare skærene i Rusland? Ser vi på situationen i Rusland, skulle svaret være mere end klart: EU har så markante sikkerhedspolitiske interesser i Rusland, at EU ikke har råd til at kaste håndklædet i ringet. Hvis EU's udvidelse skal blive en succes - og dermed skabe mere stabilitet i Europa - er det bydende nødvendigt, at EU også er i stand til at finde et værelse til Rusland i det 'europæiske hus'. Ellers risikerer EU på sigt, at det store sociale skel mellem Rusland og EU kan føre til ustabilitet, flygtningestrømme og øget grænseoverskridende kriminalitet. Pointen er imidlertid, at man ikke må forvente, at EU kan 'redde hele Rusland'. EU kan - med sit tunge beslutningssystem og 15 medlemslande - nu engang bedst sammenlignes med en elefant. Og af elefanter kan man som bekendt ikke forvente tigerspring. I realiteten skal EU derfor koncentrere sig om det, EU nu engang er bedst til - nemlig skridt for skridt at udvikle et konkret økonomisk og politisk samarbejde. Faktisk var det også det som EU's nuværende formand, Wolfgang Schüssel gjorde sig til talsmand for, da den russiske krise var på sit højeste: EU bør her og nu indgå i et konkret, langsigtet samarbejde med Rusland om emner som sikkerhed, våbenkontrol, atomenergi sikkerhed og kampen mod mafiaen. I de kommende måneders forsøg på at udvikle en sådan 'skridt-for-skridt-politik' behøver EU ikke at starte fra bunden. Allerede i september sidste år lancerede den finske regering en række konkrete ideer. Udgangspunktet for Finland var ikke overraskende, at EU's udenrigspolitik efter optagelsen af Finland og Sverige må tilføres en ny nordisk dimension - en dimension, som tager højde for, at EU nu grænser direkte op til Rusland. Nødvendigheden af en sådan nordisk dimension styrkes kun af, at EU i de kommende år vil optage en række lande, som ligeledes grænser op til Rusland. Konkret foreslår finnerne, at EU og Rusland skal samarbejde på de områder, hvor de to parter har fælles interesser. F.eks. har Rusland energireserver, som i høj grad vil kunne afhjælpe EU's energiproblem i de kommende år. Medfinansiering af nye naturgas-rørledninger er derfor et oplagt samarbejdsområde. Det samme gælder medfinansiering af et nyt trafik- og kommunikationsnet, som ville kunne lette de praktiske problemer, der p.t. hæmmer den indbyrdes handel. Derudover peger finnerne på bekæmpelse af kriminalitet og udvinding af mineraler som andre konkrete samarbejdsområder. Vigtigt for forståelsen af det finske forslag er det dog, at det ikke udelukkende retter sig mod Rusland. Pointen er faktisk også at binde Rusland og dets umiddelbare naboer sammen ved hjælp af et konkret samarbejde med EU. Netop ved at knytte Rusland og f.eks. Baltikum tættere sammen, kan det undgås, at optagelsen af de baltiske stater i Rusland bliver opfattet som en ny økonomisk skillelinie. Ja, i realiteten går forslaget endnu videre: da det gælder om at få skabt et tæt økonomisk samarbejde og få løst en række konkrete problemer i den nordiske region, skal et ikke-EU-land som Norge også deltage. Centralt for forslaget er ligeledes, at det ikke forudsætter, at EU øger den økonomiske støtte til Rusland. Med andre ord: finnerne overholder den nye tommelfingerregel i EU-regi, nemlig at nye midler skal findes ved at strømlinie allerede eksisterende politikker. Ligesom EU i de kommende år primært skal hjælpe Central- og Østeuropa ved at effektivisere den såkaldte PHARE-hjælp, skal EU hjælpe Rusland ved at effektivisere og omlægge det hjælpeprogram, som er oprettet specielt for Rusland og SNG-republikkerne, det såkaldte TACIS-problem. Konkret forestiller Finland sig, at TACIS-programmet i større omfang skal kunne yde støtte til investeringer, f.eks. på det energipolitiske område. Den finske regering præsenterede for første gang sine ideer for de andre EU-lande på topmødet i Luxembourg i december sidste år. De øvrige medlemsstater accepterede ideen, og Europa-Kommissionen er nu i færd med at udarbejde et egentligt forslag til en nordisk dimension, som vil blive præsenteret på Wien-topmødet i december sidste år. Tyskland, som sætter sig i formandskabsstolen fra januar 1999, har allerede erklæret, at man vil se positivt på Kommissionens udspil og bruge det som springbræt til at konkretisere den nordiske dimension. Ikke overraskende vil det finske formandskab, som følger umiddelbart efter det tyske, naturligvis være mere end villigt til at tage bolden op efter tyskerne. Finland har her allerede sendt en række prøveballoner i vejret, f.eks. trekantstopmøder mellem USA, EU og Rusland. I det hele taget vil såvel Tyskland som Finland givetvis bruge en del krudt på at udvikle initiativer, som vil styrke Ruslands politiske tilknytning til Europa. Rusland skal ganske enkelt føle, at det også er en del af Europa. Hvis den nye russiske regering får stablet et troværdigt økonomisk reformprogram på benene, kan det heller ikke afvises, at ét af de to lande vil tage initiativ til, at EU skal afsætte flere midler til den nordiske dimension. Selvom EU i de kommende par år givetvis ikke vil kunne løse Ruslands problemer, vil EU derfor heller ikke sidde med hænderne i skødet. Hvis EU-landene kan blive enige om en konkret 'skridt-for-skridt-strategi', vil EU på lang sigt være i stand til at styrke den økonomiske udvikling i Rusland. I betragtning af at tyskerne snart overtager formandskabsstolen synes motto'et fremover at blive klein, aber fein. Hellere koncentrere sig om konkrete, realistiske initiativer end at kaste sig ud i uoverkommelige opgaver. Kilde: Europa |