Det russiske styre : Ifølge Forsvarets efterretningstjeneste (FE) er den politiske situation i Rusland kendetegnet ved en form for stabibilitet, hvor forfatningens spilleregler siden 1993 til en vis grad accepteres og overholdes.

De væsentlige polistiske aktører er dydt spilttede i spørgsmål for det russiske samfunds udvikling. Den væsentlige udfordring for det politiske system er, hvem der skal overtage magten efter præsident Boris Jeltzin, der mangler en klar kronpris.

I forbindelse med afskedigelsen af minister præsident Chernomyrdin tilkendegav Jeltzin ganske vist indirekte en vis opbakning en vis opbakning til Chernomyrdins præsident ambitioner. Derimod synes Zyoganov ifølge FE ikke at have realistiske chancer, ligesom den nationalistiske Zhirinovski vurderes at have udspillet sin rolle.

Eks. general Lebed fremstår stadig som en af Rusland mest populære politikere, og hans muligheder anses for gode. Også Moskva's borgmester Luzhkov vurderes at kunne gøre sig gældende ved præsident valget i år 2000.

Det russiske politiske systems præges på alle niveauer af et afhængighedsforhold til finansimperierne centreret om få personer med stærkt oligatoriske træk. Udviklingen får kun begrænset modspil på grund af den svage udvikling af et selvstændigt politisk liv.

Ruslands udenrigspolitik: Det udenrigspolitiske og sikkerhedspolitiske etabklisment repræsenterer stadig de traditionelle rusiiske stormagts intereresser der forkuserer på forsvar a særinteresse.

Ifølge russisk tænkning er sikkerhed et såkaldt nulsumsspil, hvor den stærke magt påvirkser den svage magt sin vilje. Imidlertid råder Rusland i dag ikke oveer heverken militære eller økonomiske ressoucer, der kan understøøtte denne politik.

I forholdet til USA vil Rusland næppe opfylde sin ligeværdige stilling, og forholdet risikerer at udvikle sig problematisk. Også Ruslands forhold til NTO er idag anstrengnt og præget af skepsis over for udvidelser af mod Øst. Derimod vil Rusland givet intensivere sine kontakter til en ikke ikke-europæiske stater herunder ikke mindst ved våbenhandel.

Ruslands militær: Trods et demoralisret forsvar of omfattende utilfredshed især i det russiske officers korps med den politikske ledelse af landet vurderes mulighederne for et militærkup som meget ringe. Forsvarets sociale situation har spittet officerne i en sådan grad at de ikke er i stand til at udnytte svaghederne i det politiske system.

Ruslands Militære doktrin er erklæret som defensiv og afslører ingen offensive udenrigspolitiske mål. Som en af verdens fem etablerede atommagter ser Rusland dog sin beholdning af kernevåben som middel til position i verdenspolitikken. Sammen med de interkontinentale misiller regnes de russiske strategiske ubåde som de højst proriterde komponenter i atom forsvaret.

Baltikum

Forholdet mellem Rusland og de tre tidligere sovjet republikker er stadig spændt, og udgør den største risiko for konflikt i Danmarks nærområde. Balteren vil gerne endnu tætte til NATO og EU, mens Russerne især er imod tilnærmelserne mod NATO.
På grund af de uacceptable høje politiske og økonomiske omkostninger er et russisk angreb imidlertid meget lidt sansynligt. Men Rusland har fortsat så store økonomiske, politiske og militære interesse i område, at Rusland søger indfyldelse i området.
Generelt har russerne erkendt, at de ikke kan genvinde afgørende indflydelse på sikkerhedspolitiiken med en hårdkonfrontations kurs. I stedet forsøger Rusland med massive militære nedskæringer at placere sig selv som sikkerhedsdonor for regionen. Et tilbageholdende Rusland vil kunne regne med vestlig opbakning til sin kritik af forholdene for russiske mindretal i Baltikum.
Chancerne for russisk succes er dog ringe, som følge af forskellige forhold i de forskellige lande. Dels arbejdes der på at få løst mindretalsproblemerne, dels slås Rusland med så enorme økonomiske problemer, at de baltiske lande vil have større gevinst af samarbejdet med vesten.

Hviderusland

Landets økonomiske problemer vil sandsynligvis få præsident Lukashenko til at stramme sit greb om magten ved yderligere at undertrykke opposition og presse. Det vil bringe landet yderligere i verdenssamfundet fokus. Uanset ændringer i landets ledelse vil Hviderusland fremstå som en russisk lydstat, og fortsætter NATO udvidelsen frem til Hvideruslands grænser, vil det føre til endnu tættere militært samarbejde med Rusland. Det vil føre til spændinger til nabostaterne Polen og de Baltiske lande.

Ukraine

Et gennemkorrumperet samfund, men med indenrigspolitisk stabilitet, ikke mindst som følge af præsident Kuchmas vellidte person. Det kan imidlertid ændre sig dels med grydende magtkampe mellem præsidenten og det kommunistisk/socialistiske parlament, dels af det faktum at Kuchmar træder tilbage i 1999.

Der er militære aftaler med både Rusland og NATO, men stærkest med russerne, med hvem de deler den tidlige sovjetiske Sortehavsflåde.

Balkan

Den klassiske konflikt mellem Jugoslavien og Kroatien er aftagende som følge af vestlige trusler om økonomiske trusler om sanktioner i tilfælde af nye militære konflikter. Derimod udgør det spændte forhold mellem serbere og kosovo-albanere en regulær krudt tønde.

Det frygtes, at konflikten kan sprede sig som ringe i vandet til Albanien, Makedinien og Grækenland.

I Bosnien Herzegovina er der brug for en langvarig international indsats, hvis Dayton aftalen ikke skal bryde sammen. Konfliktens parter tager kun del i fredsprocessen, når de tvinges til det.

Rumænien og Bulgarien halter fortsat bagud med økonomiske reformer, og der er ikke for alvor gjort en indsats mod den stigende fattigdom. Der er derfor stor sansynlighed for økonomisk uro og kriminalitet.