Milocevics vigtige valg.

af Allan Loumann Lissau Sørensen d. 17. dec. 1997.

Jugoslavien har været til valg, igen kan man sige. Det sidste federale præsident valg blev aflyst pågrund af for lav valgdeltagelse. Derfor måtte jugoslaverne til til valgurnerne igen. Det er ikke gået så nemt for Milocevic som det plejer. Valget af af den serbiske præsident er et vigtigt element i hans magt. Men igen blev han reddet på stregen. På trods af manglende vælger-tilslutning lykkes det denne gang at samle 50 % af vælgerne. De så intet alternativ til Milocevics kandidat Mulatinovic, som slog den højre nationalistiske Seseil. Man er nu klar til sidste runde mellem de to vindere af første runde.

Men lad os starte ved begyndelsen for at få den fulde forståelse for det jugoslaviske kludetæppe af politiske begivenheder. Et historisk tilbageblik:

Den 25 juni 1991 erklærede Kroatien og Slovenien sig for selvstændige stater, og markerede begyndelsen til enden for den gamle republik. Føderale tropper bestående hovedsageligt af serbere angreb Kroatien og Slovenien på Milosevics ordre. Den Føderale hær kom i kamp med slovenske og kroatiske militser, og erobrede relativt hurtigt større områder. Titos fortid som guerilla-leder havde påvirket militærets struktur. Våbenlagre og forsyninger lå spredt ud over landet. Derved sikrede man sig ved et eventuelt udefra kommende angreb. Disse våbenlagre kom nu de enkelte republikker til gode, og alle var relativt velforsynede fra krigens start.

I slutningen af 1991 besluttede Tyskland, EU og USA at godkende Kroatien og Slovenien som selvstændige stater. FN indsatte herefter en fredsbevarende styrke i Kroatien ved navn UNPROFOR. (United Nations Protection Force), som blev placeret mellem de stridende parter. Danmark indgik i denne styrke med den internationale brigade. Der blev nu indgået en lang række våbenhviler, som lige så hurtigt blev brudt igen. Serbien havde erobret ca. 1/3 del af Kroatien. Krigen spredte sig hurtigt herefter til Bosnien og Bihac-området.

Et nyt Jugoslavien blev erklæret i 1992, bestående af Serbien og Montenegro. FN pålagde herefter en handelsembargo på Serbien og Montenegro for at tvinge dem til forhandlingsbordet. Krigen fortsatte med uformindsket styrke, kraftigt støttet af serbiske militser, særlig i Bosnien. Embargoen skabte hurtigt en mangelsituation og en galoperende inflation i Serbien og Montengro. Situation i Bosnien blev yderligere kompliceret af religiøse forskelle, der er udover serbere og kroater, også beboes af muslimer. Serbere er normalt ortodokse kristne, kroaterne er romersk katolske. Etnisk udrensning og koncentrationslejre blev benyttet af begge parter, og medførte store menneskelige omkostninger. Et fredsmøde blev foranstaltet mellem parterne. Man lagde kraftigt pres på Serbien. De skulle påvirke de bosniske serbere, ledet af Radovan Karadiz, til at slutte sig en fredsplan. Dette mislykkes i første omgang. Kampe fortsatte i Bihac-området, samt en omfattende belejring af Sarajevo. Kroatien tog initiatiet og gik i offensiven i 1995, og tilbage eroberede Kraina-området. Et område, som grænser op til Bosnien, og som tidligere var blevet besat af serberne. I dette område var danske soldater udstioneret, som en mur mellem de stidende parter. FN's fredsbevarende styrke blev herefter omdannet til en fredskabende styrke under navnet IFOR.

I december 1995 blev der indgået en fredsaftale i Dayton, USA, efter 4 års krig i det tidligere Jugoslavien. Det tidligere Jugoslavien er nu skilt i 5 selvstændige lande: Slovenien, Kroatien, Bosnien-Hercegovina, Makedonien og Forbundsrepublikken Jugoslavien.

Indgåelsen af fredsaftalen blev modtaget med tilfredshed i Jugoslavien. Man var trætte af krigen. Men der havde været en pris - afståelse af Kraina til Kroaterne. Milocevik bliver stadig kritiseret for intet at have gjort for at støtte Kraina serberne, da De blev overfaldet af Kroaterne. Som følge af Kroaternes tilbage erobring af Kraina ankom store mængder af flygtninge til Jugoslavien. Disse fordrevne blev placeret i flygtningelejre. Sammenlagt har man modtaget omkring 700000 flygtninge. Man omplacerede senere en del til det nordlige Jugoslavien.

Der var valg til det fælles jugoslaviske parlament, samt kommunalvalg i delstaterne den 3. november 1996. Valgdeltagelsen var lav, omkring 60 %. Herefter erklærede en byretsdommer valgene for ugyldige i 33 valgkredse vundet af oppositionen og beordrede omvalg. Denne beslutning førte til massedemonstrationer i Nis og i Beograd i starten af 1997. Demonstrationerne var i høj grad styret af studenter fra Beograd universitet, samt ledende personer fra oppositionen. Der var frygt for, at Milosevic ville fjerne demonstranterne med magt, men han valgte at føre en defensiv politik i stedet. Årsagen var den massive internationale interesse for demonstrationerne.

Den tidligere ugyldighedserklæring blev herefter gradvist fjernet, og førte til en anerkendelse af valgene. Det blev betragtet som en stor sejr for oppositionen. Problemer for Milocevic. Systemet er indrettet sådan at der er 3 præsidenter; en federal præsident, en serbisk præsident samt en præsident i Montenegro. Milocevic sad 2 perioder som præsident for Serbien. Milosevic er leder af det største parti SPS - Socialist Party of Serbia. SPS har flertallet i parla- mentet. Et lille flertal, men nok til at han enerådigt styrer Serbiens politiske liv. Men da forfatningen kun tillader 2 perioder som præsident lod Milocevic sig i 1997 vælge til federal præsident. Denne post var tidligere af symbolsk karakter, mens den reelle magt lå hos den serbiske præsident. Den symbolske karakter som den federale post har, betyder at Milosevic nu arbejder på at flytte magten til denne post.

Det Federale præsident embede var tidligere indehavet af Lilic, en Milocevic tro væbner. Ideen var så at bytte poster, Lilic skulle blive præsident i Serbien og Milocevic præsident for hele republiken. Og derved tilbage til det gamle. Men sådan så nemt skulle det ikke gå. Milocevic blev relativt nemt præsident for republiken, men så kom der problemer med den serbiske præsident post. Lokalvalgene blev vigtige for Slobodan Milosevic i 1996. For at gøre den federale præsident stilling magtfuld havde han brug for et flertal til at skabe forfatningsændringer. Årsagen til annulleringerne af kommunale valgresultater skal findes i ønsket om at skabe basis at kunne gennemføre disse ændringer. For Milocevic er det af stor betydning at han har loyale folk på de vigtigste poster. Milocevic må betegnes som politisk yderst dreven og snu. Han er politisk set yderst svær at beregne.Hans undergang har været forudsagt mange gange, men det har adrig slået til. Han må siges at beside en stor overlevelsesevne, samt en evne til konstant at udnytte oppositionens mangel på sammenhold.

Milosevic har afskediget mange af de gamle "hard liners" i SPS, og indsat loyale folk med mere moderate meninger. Dette er gjort for at sikre hans egen magt, samt at forbedre Serbiens image overfor omverden. Man ønsker at signalere ønsker om forandring i en mere fredelig retning, samt forbedre muligheden for hurtig international anerkendelse og økonomiske kreditter. Under normale omstændigheder var demonstrationerne i begyndelsen af 1997 blevet slået ned af politiet. Som for øvrigt stod klar i udkandten af Beograd. Men af udenrigspolitiske grunde valgte Milosevic at holde tropperne tilbage.

Præsident Milosevic har styrket sin magt i forhold til politistyrken, som udgør ca. 100000 mand. Politiet er fortsat loyalt mod Milosevic. Politiet har fået tilført store store midler til indkøb af udstyr på bekostning af militæret. Dette er et klart udtryk for, at militæret ikke har hans tillid, og efter hans mening ikke er loyalt.

Blandt befolkningens ældre har Milocevic stor opbakning. En undersøgelse blandt studerende i 1996 viste at kun omkring 10 % støtter ham. Oppositionen har derimod kraftig støtte blandt de unge. Dette kom kraftigt til udtryk ved store demonstrationer mod styret p.g.a. valgsvindel i starten af 1997. Disse demonstrationer var hovedsageligt ledet af unge studerende.

De politiske partier Det politiske billede i Jugoslavien består i de væsentligste træk af 3 dele:

1) Venstrekoalitionen; bestående af Milocevic's socialistpartiet SPS, samt partiet Foenede Venstrefløj JUL. Dette parti ledes for øvrigt af Milocevic's kone Mirjana Markovic. Desuden det mindre Nyt demokrati ND. Venstrekoalitionen må siges at side sikkert på magten. Milocevic har præsidentposten for det samlede Jugoslavien. Partiet har stor støtte bla. den ældre del af befolkning. Samt en del af befolkningen som har svært ved at se noget reelt alternativ til Milocevic.

2) Zajedno; bestående af Vuk Draskovics's Serbiske fornyelsesparti SPO, samt Zoran Djindjic's Demokratiske parti DS. Desuden Serbiens Borgerforum GSS. Zajeldno deltog aktivt i protesterne og demonstrationerne i 1996/97. Resultatet var en sejr. Zoran Djindjic blev borgmester i Beograd. En yderst populær mand i den yngre del af befolkningen. Men knap var demonstrationerne overstået før Zajedno's parter igen blev uenige. Vuk Draskovic ønskede at blive præsident, det havde ikke de andre partiers støtte. Det har skabt stor bitterhed mellem Draskovic og Djindjic. Djindjic nyder stor respekt i udlandet, hvorimod den frembrusende Draskovic bliver mødt med skepsis. Milocevic har naturligvis hilst alle disse problemer for oppositionen velkommen.

3) Serbiens radikale Parti; Udenfor koalitionerne. Ledes af Vojislav Seselj. Partiet må betegnes som yderst nationalistisk.

SRS har kritiseret Milosevic for at have solgt ud af Serbiske interesser med underskrivelsen af Dayton-aftalen. Partiet kræver desuden et storserbien Fra Karpaterne til de to have; Adriaterhavet og Ægæerhavet. Præsidentvalg i 1997. Valgproceduren til præsidenvalg består af 2 valg. Efter 1. Valg stiller de to kandidater med flest stemmer op til et valg nr.2. Her vælges den endelige præsident. Såfremt en kandidat modatger mere end 50 % ved første valg er han automatisk præsident. Der skal desuden være en valg pct. på mere end 50% for at valget er gyldigt.

Denne procedure er gældende både i Serbien og Montenegro. Montenegro's regering viser oftere og oftere irritation over Beograds magt i Forbundet. Denne irritation har givet sig til udtryk ved Montenegro's præsidentvalg den 6. Oktober 1997. Valget var mellem Miloceviks loyale mand Bulatovic og Milo Djukanovic. Hele valgkampen var mere fyldt med beskyldninger om koruption end politik. Djukanovic vandt anden valgrunde med et snævert flertal. Milosevic havde håbet på et genvalg af hans gamle støtte Momir Bulatovic. Montegrinerne valgte imidlertid den kritiske Djunkannovic til præsident. Djunkannovic står for en hårdere linie over for Beograd, og vil havde større politisk magt i forbundet. At Djukanovik og Milocevik ikke er de bedste venner er almindeligt kendt, så det fremtidige samarbejde bliver interesant at observere.

Valget i Serbien i september forløb ligeledes ikke til Milocevics gunst. Den 1. valgrunde var mellem kandidaterne Lilic, Sesejl og Vuk Draskovik. Her blev Vuk Draskovic nr 3, og måtte udgå ved 2. Valg i Oktober. Og her begyndte der for alvor at ske alvorlige og interesante ting. Sesejl, som er yderst nationalistisk; er hverken Miloceviks eller Oppotionens livret. Men han fik mange stemmer og begyndte pludselig at ligne en fremtidig præsident for Serbien. Dette medførte at Draskovik opfordrede hans vælgere til ganske enkelt ikke at stemme ved 2. valg. Det havde en stor del af oppositionen faktisk allerede gjort ved første valg. Dette betød at 2 valg blev annuleret i Oktober 1997 pågrund at en for lav stemme deltagelse - under 50%. Sesejls mulige sejr fik oppotionen og Miloceviks socialistparti til for en gangs skyld at samarbejde om et fælles mål, nemlig for alt i verden at sørge for, at Sesejl ikke kom til magten. Der er dog heller ingen tvivl om, at det ville besværligøre Jugoslaviens forhold i mange henseender, både i forhold til Montenegro og i forhold til omverdenen. Pludselig stod man pludselig uden en valgt præsident - der skulle et omvalg til. I mellemtiden er Dragan Tomic udnævnt til fungerende socialist præsident. Den Serbiske valg kommission annoncerede 7 kandidater som stiller op til præsident valget d. 7 Dec. 1997. De vigtigste 3 kandidater var:

1. Milan Milutinovic - Samlet kandidat fra Socialist partiet, Det Forenede Venstre og Ny Demokrati,

2. Vojislav Seselj - Serbiens Radikale Parti.

3. Vuk Draskovic - Serbiske Fornyelses Parti.

Socialisterne valgte en ny spids kandidat Milan Mulatinovic i stedet for Lilic. Mulatinovic Mulatinovic er nuværende udenrigsminister, og må anses for at have ganske gode chancer for at vinde valget. Valget af Mulatinovic er en interesant dispotion fra Milocevics side. Mulatinovic har da også siden sidst valg fået meget omtale i de kontrollerede medier. Hans udenrigsrejser, og møder har været grundigt beskrevet. Altsammen for at give ham et image af en velorienteret politiker med forståpelse for udenrigpolitiske emner. Dette er et emne som interreserer serberne. Man ønsker en opblødning i forholdet til udlandet; flere investeringer, turisteer og udenlandske virksomheder. Meningsmålinger gav Seseil gode muligheder. Ligeledes Draskovic stillede op igen. Men hans chance for at blive valgt måtte fra starten anses for små. De øvrige opstillede udgjorde ligeledes oppositions politikere. Men problemer med samarbejde er en hæmsko for oppositionen.

Oppotionsvælgerne spreder sig ud over mange små partier og mister derved indflydelse. Netop denne faktor har Milocevic kunne udnytte til egen fordel utallige gange. Første valgrunde fandt sted den 7. Dec. Milan Mulatinovic fik 43,7 % af stemmerne ved første runde af det serbiske præsidentvalg.Ultra-nationalisten Seseil fik 32,2 % og de to går nu videre til næste runde. Vuk Draskovic måtte endnu engang se sig hensat 3 pladsen, og dermed ude efter føeste runde. Stemmepct. var ved denne første runde 52.75 % af 7,2 mio stemmeberettigede vælgere. Dette var kun 2.75 % over de nødvendige 50 %, som forudsættes for at valget kan godkendes ifølge forfatningen. En yderst snæver margin, men nok til en godkendelse.

Valget forløb relativt roligt. Der var dog demostrationer i Beograds gader. De studerende markede deres utilfredshed med de opstillede kandidater, som de alle anser for at være udemokratiske. OECD kritiserede ligeledes de serbiske myndigheder for at forhindre politiske partier i at få adgang til radio og tv. Dette gælder særligt det landsdækkende stats TV og radio, som er kontrolleret af Milocevic. Der er små radiostationer som oppositionen kan benytte, men de har en meget lille rækkevidde.

En kvalificeret vurdering er at Milan Mulatinovic vinder sidste valg, som finder sted den 21. Dec. 1997.Mange serbere kan ikke se noget alterativ. Seseil bliver af den største del af befolkningen anset for at være for ekstrem. Nu hvor oppositionen er ude, kan de endnu engang opfordre til ikke at boykotte valget. Men deres gevinst vil være lille. Milocevic vil stå som vinder under alle omstændigheder. En boykot betyder at han fortsat kan styre serbien med den adminstrative præsident Tomic, indtil vi venter på næste valg. Vinder Mulatinovic, så er situationen optimal for ham, og han har hans egen mand på præsident posten.