KOSOVO - Serbiens gordiske knude
del 1

Af Henning Mørk, Slavisk institut, Aarhus universitet
Oktober 1998

At skrive om Kosovo er ingen let sag. Problemerne, der knytter sig til krisen dÿear, er legio, og enhver kortere fremstilling vil aldrig kunne være fyldestgørende. Jeg har derfor valgt nogle temaer ud, som jeg finder centrale for forståelsen af, hvad der foregår dernede i det centrale Balkan. Mit valg af temaer har i nogen grad været styret af ønsket om at vælte den forestilling, der lader til at være fremherskende i Vesten, og som for mig at se hovedsagelig skyldes en elendig og ÿeansidig mediedækning af begivenhederne. Derfor starter jeg lige påmed et forsøg påat indkredse, hvad UCK er for noget.

UCK - Kosovos befrielseshær

Her i Vesten er der en vis forvirring med hensyn til, hvad man skal kalde medlemmerne af denne "hær": guerillasoldater, frihedskæmpere, modstandsfolk eller noget andet relativ positivt. For mig at se er benævnelser som rabiate separatister eller terrorister meget mere rammende.
UCK har eksisteret i flere år, men det er først i de seneste par år, at de har opereret åbent og direkte udtrykt deres mål: et selvstændigt Kosovo, om det såskal ske med væbnet magt. Nogle hævder, at optrapningen af deres aktiviteter skal sættes i forbindelse med Daytonaftalen (december 1995), som ikke inddrager Kosovo-problemet, og at UCK i frustration over dette besluttede at gøre noget drastisk ved den albanske sag.
Karakteren af UCK's aktiviteter kan bedst betegnes som aggressiv, og det er nærliggende at tro, at et af deres delmål er at skabe frygt i befolkningen. Herom vidner eksempelvis deres virke i de første 2 måneder af 1998. I denne periode stod de for 12 drab rundt om påKosovo (primært i det område, der hedder Drenica):

1. Mord på politifolk, enten ved angreb påpatruljer eller påpolitistationer.
2. Mord på serbere, velansete lokale borgere eller politikere.
3. Mord på albanere, som samarbejdede med de serbiske myndigheder i kraft af deres arbejde eller ved at være medlemmer af de lokale politiske eller administrative organer.

Siden 1. marts er mange flere blevet ofre for UCK, ligesom mange UCK-folk er blevet dræbt af det serbiske politi. I skrivende stund huserer UCK især i det sydvestligste Kosovo, omegnen omkring Djakovica og Decani, hvor det især går ud over den serbiske befolkning.

Hvad sker der i Kosovo?

Hvis man som dansker gennem medierne forsøger at holde sig ajour med begivenhederne på Kosovo, får man vel et billede, der ser nogenlunde sådan ud:

På Kosovo er der strid mellem serberne og albanerne. Milosevic har frataget albanerne deres autonomi. Albanerne er blevet fyret fra deres stillinger i de offentlige institutioner (skoler, sundhedsvæsen, administration), og de har derfor skabt et parallelsamfund i privat regi. Rugova er albanernes politiske leder, som står i spidsen for en fredelig aktion, der som sit endelige mål har en selvstændig, albansk stat. I periferien af dette opererer den såkaldte Kosovos befrielseshær (UCK), der ved flere lejligheder har rettet angreb mod serbisk politi. Store serbiske politistyrker holder området i en skruestik og sætter voldsomt ind mod UCK, og især siden marts måned er mange albanere (herunder ogsåkvinder og børn) blevet dræbt i sammenstød med de serbiske politistyrker.

Jeg vil ikke sige, at dette billede er usandt. Det er bare højst den halve sandhed. Det er nemlig et billede, der kun afspejler den albanske version af situationen. Hvis vi ønsker et mere helstøbt billede, bliver vi nødt til at grave dybere. Det er da i orden, at et stort dagblad sender en reporter til Kosovo og lader ham leje en albansk taxachauffør til at køre sig rundt i en uges tid (hvilket åbenbart er en gængs fremgangsmåde), men det er ikke i orden, at denne reporter såfremstiller sit produkt som en objektiv beskrivelse af forholdene.
Jeg kan ikke her komme ind påalle detaljer, såjeg kunne tænke mig at tage afsæt i begivenhederne omkring 1. marts i det område af Kosovo, der hedder Drenica (det er her, UCK især huserer). Dels er der tale om det hidtil blodigste sammenstød, og dels er det typisk for den aktuelle situation på Kosovo. I hvert fald blev det i Vesten fremstillet som en regulær massakre fra serbisk politis side. Hvad det måske ogsåvar. Måske ikke. For Vestens medier har igen efterplapret den albanske version af sagen. Hvad der virkelig skete, ved pånuværende tidspunkt kun de direkte implicerede: de serbiske politistyrker og beboerne i de pågældende landsbyer. Det er igen en gentagelse af tildragelserne i Bosnien og Kroatien, hvor serbere gang pågang fik skylden, også for noget, de ikke havde gjort.

Nu er det jo sådan med myrderier under krigslignende forhold, og da især når de er rettet mod civile, at det ikke lader sig gøre at finde en berettigelse for dem, men derimod kan de ofte forklares. Jeg ved som sagt ikke med sikkerhed, hvad der foregik i Drenica, men takket være analyser og interviews i jugoslaviske aviser og ugemagasiner kan det lade sig gøre at opstille et scenario over, hvad der efter al sandsynlighed skete.
Der har påKosovo altid været rabiate separatister, der vil løsrive provinsen fra Serbien. Drenica, der strækker sig fra Pristina og vestover, er traditionelt et oprørsområde. Sidste gang, der var røre, var i kølvandet på2. verdenskrig. Efter at den jugoslaviske partisanhær i november 1944 havde befriet Kosovo, gjorde albanerne i Drenica oprør (Målet var ogsådengang et selvstændigt Kosovo). Omkring 10.000 albanere deltog, under ledelse af Saban Poluza, sammen med 500 albanske medlemmer af Titos hær. Der gik flere år, før oprøret var nedkæmpet (de sidste kampe foregik i 1952), og det endelige tabstal var 650 dræbte og ca. 2.500 sårede eller forsvundne.

I dag er Drenica et af de etnisk set reneste områder af Kosovo. Serberne udgør ca. 2% og bor fortrinsvis i periferien. Onde tunger siger, at der er adskillige egne af Drenica, hvor de serbiske myndigheder aldrig har sat (turdet sætte) deres fod. Det sker først nu, hvor de kommer i stort tal og er svært bevæbnede. Den albanske befolkning her er givetvis et af Europas mindst europæiserede befolkningsgrupper. Den er præget af de traditionelle klanopdelinger, hvor sædvaneret er vigtigere end de skrevne love. Husene, der rummer de store familier, er ofte bygget til at modståangreb. Ikke fra politiet, for det er en ny situation, men fra fjendtlige albanske klaner, for det traditionelle blodhævnsprincip er endnu ikke helt forsvundet.

Blandt de albanske familier her er der flere, der er kendte for separatistiske tilbøjeligheder, og flere af dem er aktive i UCK, nogle endda ledende. De serbiske politimyndigheder er særdeles vel orienterede om, hvem der deltager i UCK, og hvem der sympatiserer med dem. Familien Jashari er en af dem, der især er blevet nævnt i de seneste sammenstød, fordi den mistede mange af sine mandlige medlemmer. Det samme gjorde familien Ahmeti.
På denne baggrund vil jeg prøve at opstille et scenario for de blodige begivenheder i ugen mellem 28. februar og 5. marts i den lille by Prekaz i det nordøstlige hjørne af Drenica:

Først angriber Jashari-gruppen under UCK en politipatrulje og dræber fire og sårer to betjente. Dernæst tilkaldes svært bevæbnede politiforstærkninger, og jagten påterroristerne (som regimet konsekvent kalder dem) går ind. Den slutter ved de enkelte familiers privatboliger (hvor UCK-medlemmerne har barrikaderet sig), der belejres i et døgns tid, før politiet slår til. Nogle af husene jævnes med jorden, og alle eller de fleste beboere bliver dræbt. Herunder ogsåenkelte kvinder og børn.

Politiets ledere har givetvis været styret af raseri over de dræbte kolleger, og måske har de ogsåhaft lang snor fra Beograd, i hvert fald har de været indstillet påat fålikvideret såmange UCK-folk som muligt. De hævder, at de gav terroristerne en time til at slippe de sagesløse (kvinder. børn, gamle) ud af husene før angrebet. Dette virker for mig at se plausibelt, og der er flere forklaringer på, hvorfor det ikke skete. Ved at beholde de svage omkring sig håbede de vel på, at politistyrkerne ikke ville gåfor hårdt til værks. Men det har især været vigtigt, at det at overlade børn og kvinder til fjenden for disse muslimske Drenica-albanere har en anden status, end vi i Vesteuropa normalt forestiller os: det er vanærende i en sådan grad, at man hellere ser dem omkomme sammen med en selv.

Politiledelsen har altså valgt at slå til, selvom det ville koste sagesløse menneskeliv. Det skulle de naturligvis ikke have gjort. Det har givet alt for let spil for det albanske propagandaapparat, som var hurtigt ude med en påstand om "massakre påcivile". Det med massakre er rigtigt nok, men "de civile" begrænser sig til de omtalte sagesløse. UCK er ikke civil, ej heller sagesløs.
Beslutningen om at slåtil under disse omstændigheder var en utilgivelig fejl. Det havde været mere humant at behandle situationen som en gidselsag. Men det serbiske politi påKosovo er ikke kendt for at handle humant!
I løbet af april måned er centrum for urolighederne flyttet syd- og vestpåtil området omkring den serbisk-albanske grænse (se andetsteds).

Referendum i Serbien

Den 23. april afholdtes der i Serbien en folkeafstemning om udenlandsk deltagelse i forhandlingerne om en løsning af Kosovo-krisen. Resultatet blev et rungende NEJ, idet 95% af de afgivne stemmer sagde nej, mens 74% af de stemmeberettigede var ude ved urnerne - et imponerende tal påde kanter.
Resultatet blev naturligvis meddelt i de danske medier, som stort set nøjedes med at forklare det som et resultat af regimets propagandamaskineri. Det er imidlertid alt for billigt.
Det er sålet at antyde, at Serbiens befolkning er umælende kræ, der danner deres mening påbasis af den statslige TV-avis. Men i Serbien er der tradition for politisk kultur, man diskuterer politik overalt: i hjemmet, påarbejdspladsen, og - ikke mindst - påcafeerne. Desuden findes der bunker af uafhængige, regimekritiske radio- og TV-kanaler, aviser og nyhedsmagasiner. Hvad enten udlandet vil det eller ej, bliver man nødt til at erkende, at resultatet af dette referendum i første række skal tolkes som et massivt udtryk for konsensus i befolkningen. Jeg skriver med vilje ikke national konsensus, for den foreliggende afstemningsdeltagelse og nej-dominans viser, at hundredtusinder af ikke-serbere (ungarere, sigøjnere, ja sågar albanere) har været ude at sætte et kryds ved "nej".

Personlig er jeg af den opfattelse, at Serbien burde acceptere udenlandsk mægling. Det seneste eksempel på, at noget sådant kan sætte gang i en mere positiv udvikling, er vel Nordirland - for slet ikke at tale om Mellemøsten. Hvis der er noget, der karakteriserer Kosovo-krisen, såer det fastlåstheden. I næsten ti år er der ikke sket noget, der bare ligner fremskridt. Og det skyldes ikke mindst Milosevic-regimets træghed. Men når dette er sagt, såfinder jeg det ikke svært at forstå, at Serbiens befolkning har reageret, som den har. Og den banale forklaring er, at tilliden til udlandets gode vilje kan ligge pået meget lille sted:

De sidste 7-8 års erfaring med udlandet i forbindelse med den jugoslaviske krise har vist, at det såkaldt internationale fællesskab gerne bryder sine dyre principper for at opnåen ad hoc-løsning. Princippet om internationale grænsers ukrænkelighed kan tydeligvis godt brydes, når det drejer sig om at etablere selvstændige lande for tidligere jugoslaviske republikker (Slovenien, Kroatien, Bosnien, Makedonien). Den logiske konsekvens heraf er, at udlandet såogsåvil kunne gennemtrumfe et uafhængigt Kosovo, løsrevet fra det eksisterende Serbien. Det er allerede klart blevet altydet, eksempelvis af amerikanske og engelske diplomater i slutningen af marts i Beograd, da englænderen Jeremy Greenstock til serbiske medier bl.a. sagde: "Vi siger ikke, om der skal være tale om uafhængighed eller ej, men vi siger, at uafhængighed er et urealistisk mål. Det burde de (albanerne) ikke forlange lige for øjeblikket". Men nok senere, når gemytterne har lagt sig?! Og amerikanerne (eksempelvis Robert Gelbard) taler efterhånden konsekvent om Kosovo som en "integreret del af Jugoslavien" og altsåikke af Serbien - altså stik imod både den serbiske og den jugoslaviske forfatning. Lige som man i 1991 komplet ignorerede den daværende jugoslaviske forfatning. Er det svært at forstå, at Serbiens befolkning frygter at miste en stor bid af deres land?

Den serbiske konsensus kommer sig også af en rodfæstet bevidsthed om, at det internationale samfund forholder sig anderledes til serberne end til de andre parter i den jugoslaviske krise. De kalder det for udlandets dobbelte standard. Det er en mekanisme, som ethvert barn i Serbien er bekendt med. De militære og paramilitære operationer under krigen i Kroatien og Bosnien førte som bekendt til en i Europa hidtil uset flygtningestrøm. Alle parter praktiserede de såkaldte etniske rensninger, men det var udelukkende de bosniske serbere, der blev straffet med bombardementer fra amerikanske bombefly - og Serbien blev sat under embargo. Visse aggressive kredse i Vesten talte tilmed om at bombardere Beograd. Fåmåneder senere sendtes den kroatiske hær afsted mod Krajina og udrensede ca. 200.000 derboende serbere, og det uden at det internationale samfund gjorde andet end at sige "fy-fy" til Tudjman. Sådanne oplevelser sidder dybt lejret i den serbiske sjæl, og de serbiske medier vrimler med teorier om, hvis og hvornår NATO vil sende styrker til Kosovo - mod serberne, forstås.

Vesten kan så at sige takke sig selv for, at Serbiens befolkning forleden takkede nej til fremmed indblanding i Kosovo-krisen. Ikke fordi Vesten synes at ville tage hensyn til befolkningens konsensus, i skrivende stund lader nye sanktioner til at være påtrapperne. Ved at erklære afstemningen den 23. april for et produkt af det serbiske regimes propagandamaskineri mener Vestens magthavere vel at kunne fortsætte ufortrødent med at forlange udenlandsk deltagelse i forhandlingerne - det er jo, hvad albanerne forlanger, den serbiske befolkning er vildledt, og de vestlige medier har skabt et billede, der gør sanktioner til en logisk konsekvens af begivenhedernes forløb.

Jeg vil ikke afvise, at de officielle, serbiske mediers propaganda har haft indflydelse på folkeafstemningens markante "nej". Det har de helt afgjort. Det er RTS's program 1, befolkningen typisk ser, og der har det ikke skortet på"anbefalinger" af at stemme "nej", og at man var userbisk (ja endda landsforræder), hvis man stemte "ja". Men der har virkelig været mange røster fremme om at stemme "ja" til udenlandsk mægling i Kosovo-forhandlingerne. Disse røster har imidlertid fortrinsvis tilhørt enkeltpersoner, fremtrædende politikere, eksperter (sociologer, politikologer), akademimedlemmer, kunstnere m.m., og det har vrimlet med disse personers kommentarer i den alternative, uafhængige presse. Samme presse, fortrinsvis den skrevne, har ogsåofte haft en sarkastisk indfaldsvinkel (se eksempelvis tegneren Corax' karrikatur med RTS, der interviewer en flok brægende får). Og afstemningen er flere gange blevet kaldt NEJ-afstemningen, før den overhovedet havde fundet sted. Problemet er imidlertid det samme, som det har været under hele den eks-jugoslaviske krise, at de serbiske alternative medier ikke kommer ud til "folket". Serberne er et moderne folk med en adfærd, der ligner vores. Mange føler sig fortræffeligt informeret af TV1 og undlader at smide penge ud til aviser og blade, som for dem repræsenterer en større del af en dagløn, end en avis gør her i Danmark. Avisernes oplagstal er i Serbien raslet ned op gennem 90'erne.

Den serbiske approach til Kosovo-problemet

Mens den albanske side stædigt fastholder selvstændighed som eneste udvej påkrisen, er den serbiske side lige såhårdnakket i sin påstand om, at Kosovo er en del af Serbien og aldrig vil kunne løsrive sig. At nået kompromis mellem disse to uforenelige synspunkter er det, det hele drejer sig om nu.

Disse holdninger har nu stået mod hinanden i en halv snes år, og man kunne passende spørge, hvad der er gjort fra den serbiske regerings side for at komme ud af dette dødvande. Og svaret er det deprimerende: næsten ingenting.

For mig at se ligger problemet ikke såmeget i, at de serbiske myndigheder efter 1989 overtog administrationen af den tidligere autonome provins Kosovo. Hvad skulle de eller gøre? Der var tale om kulminationen af en bevidst, albansk løsrivningsproces, og mig bekendt er det internationalt set temmelig naturligt, at en stat gør alt for at forhindre territoriale tab. Det, man i høj grad kan kritisere det serbiske regime for, er, at man ikke fulgte situationen op og indledte forhandlinger om en varig løsning med det samme. I stedet lod man stå til, og albanerne opbyggede gennem 90'erne deres parallelle institutioner, samtidig med, at regimets politistyrker primært arbejdede med at optrevle modstandsgrupper og forhindre akkumulering af våben. Tilværelsen påKosovo i det sidste årti kan altsåkarakteriseres som ÿean lang udmattelseskamp mellem de to parter.

Beograds håndtering af denne proces kan vel bedst beskrives som arrogant. Den holdning kan spores allerede før, krisen spidsede til. F.eks. i Milosevic' tale påKosovo i 1989 i anledning af 600-året for Kosovo-slaget. Det er iøvrigt den tale, der er blevet brugt til at fremstille Milosevic som en krigsgal diktator, idet han i talen påstås at have truet Jugoslaviens andre nationer med krig. Jeg har meget svært ved at fåøje pådenne trussel, men hvis talen tolkes med meget ond vilje, såer den der nok. Og det gjorde man så: i Slovenien, i Kroatien, blandt Kosovo-albanerne - og i Vesten. Det, jeg derimod ser i talen og i hele situationen omkring den, er rendyrket arrogance. Milosevic kommer svævende til stedet i helikopter, holder en tale (henvendt til serberne) om Kosovo som den serbiske kulturs vugge og derfor som helligt serbisk territorium; ingen skal sætte sig op mod det serbiske folk, for såfår de med ham (Milosevic) at bestille, hvorefter han flyver bort i helikopter. Det han skulle have gjort, var at henvende sig til det albanske folk påKosovo og opfordre til, at man fandt en modus vivendi i den etnisk blandede provins. Dengang ville han med sikkerhed have fået respons fra albanerne, og han ville have undgået udlandets fordømmelse. Men Milosevic nævnte i sin tale ikke albanerne med et ord, som om de to millioner albanere ikke eksisterede. Det er heri, arrogancen ligger.

Dette var i 1989. I de forløbne år har Milosevic bevaret sin stil: ignorering af konflikten. Og hele det politiske establishment har fulgt trop. Som en slags kulmination pådenne approach kan nævnes Zoran Lilic, der beklædte posten som Jugoslaviens præsident, indtil Milosevic i efteråret 1997 tog over. I 1997 er Lilic flere gange citeret for at have sagt: "Der eksisterer ikke noget Kosovo-problem!". Større grad af arrogance kan vel dårligt tænkes.

Det er derfor ikke så sært, at Kosovo-albanerne opfatter det eksisterende serbiske styre som deres argeste modstander. Men heller ikke den serbiske politiske opposition har de det godt med. Alle større oppositionspartier ser Kosovo som en integreret del af Serbien. Derfor vil albanerne ikke deltage i det serbiske politiske liv. Ud over etableringen af et parallelt, albansk samfund påKosovo gennemføres ogsåen konsekvent afvisning af at deltage i nogetsomhelst, der er organiseret af de serbiske (eller jugoslaviske) myndigheder. En folketælling i 1991 blev totalt boykottet. Det var imidlertid til at leve med for det serbiske styre, for det statistiske departement i Beograd låinde med såmange data fra tællingen i 1981, at man med en vis sikkerhed kunne fremskrive tallene for 1991. Men værre er, at albanerne ogsåhar boykottet de sidste ti års valghandlinger (parlamentsvalg, præsidentvalg og folkeafstemninger). Dette har haft den paradoksale konsekvens, at ægteparret Slobodan Milosevic' og Mira Markovic' partier (henholdsvis Socialisterne og Den forenede venstrefløj) stadig sidder påmagten i Serbien og Jugoslavien. Havde de villet det, kunne de ca. 2 millioner albanere i Serbien have bragt oppositionen til magten for flere år siden. Men det har de ikke villet; boykot af valg indgår som en vigtig del af Rugovas strategi til at opnåalbansk selvstændighed. At de dermed har sikret Milosevic magten, er således blevet betragtet som et mindre onde.

Et sidste eksempel på Milosevic' arrogance er af ganske ny dato. Her i foråret har en Kosovo-serbisk delegation været påturnÿea i Vesteuropa og Amerika for at fremlægge den kosovo-serbiske holdning til krisen. Delegationens ledere var den ortodokse ærkebiskop for området, Artemije, og lederen af Kosovo-serbernes protestbevægelse (SPO), Momcilo Trajkovic. Disse to personer, der nyder stor tillid blandt serberne påKosovo, er blevet modtaget pænt lige fra Washington til Bonn og Paris, og vestlige diplomater har lyttet til, hvad de har haft at sige. Milosevic har derimod ikke villet mødes med dem, og heller ikke hans efterfølger som serbisk præsident, Milan Milutinovic, har ønsket at tage imod. Hvad kan man kalde det andet end destruktiv arrogance, når magthaverne ikke vil lytte til dem, det hele i virkeligheden drejer sig om: Kosovo-serberne.

Det eneste, der fra serbisk side er gjort for at stabilisere forholdene påKosovo, er aftalen om uddannelse. Den er halvandet år gammel og blev underskrevet i efteråret af Rugova og Milosevic (ikke fordi de to nogensinde har mødtes, de kan efter alt at dømme ikke tåle synet af hinanden, men de har lagt navn til aftalen). Til at føre aftalen ud i livet blev der nedsat en paritetisk sammensat gruppe under navnet 3+3. Men der skete ingenting. Først her i foråret 1998 er der kommet gang i processen, og albanske elever og studenter er efterhånden begyndt igen at bruge de bygninger, som de forlod, da en ny serbisk forfatning i 1991 skar toppen af albansk autonomi påKosovo.

Denne reintegration i uddannelsessystemet er ikke sket uden problemer. Især har der været ballade med universitetet i Pristina. Her har den serbiske rektor Papovic været direkte imod, og han er blevet støttet både af sine dekaner og af størstedelen af de serbiske studenter. I betragtning af, at studenterne i Serbien som helhed har været nogle af de fågrupper med visioner og positiv vilje til demokratisk fornyelse, er denne udvikling i Pristina bemærkelsesværdig. Baggrunden er da ogsålidt speciel. Da de albanske studerende i sin tid forlod Pristinas universitet (albanernes påstand om, at de og deres lærere blev smidt ud, gælder kun i begrænset omfang) og gik over til undervisning i privat regi, var grunden den, at myndighederne forlangte, at undervisningen påalle uddannelsessystemets niveau'er skulle ske efter serbisk lov, påserbisk og med undervisningsmaterialer, der var godkendt af de serbiske myndigheder. Det ville albanerne ikke høre tale om; de ville have deres eget system, som de kalkerede efter albansk (Albaniens) mønster, hvorfra de iøvrigt importerede store mængder lærebøger. Et vigtigt element i den nye serbisk-albanske uddannelsesaftale er, at albanerne får lov til at bevare deres system, ogsåselv om det er i modstrid med serbisk lov. Det er blandt andet det, de serbiske studenter protesterer imod. Desuden har det i sin tid albansk dominerede Pristina-universitet alle dage kæmpet med et hårdnakken rygte om, at en kandidatgrad derfra låpået langt lavere fagligt niveau end påandre serbiske universiteter. Rygtet taler efter al sandsynlighed sandt, universitetet i Pristina voksede gennem 70'erne og 80'erne eksplosivt og blev til et af eks-Jugoslaviens største læreanstalter, men prisen var, at uddannelser fik karakter af discount. Risikoen for, at dette niveauproblem igen skal vokse, er en anden af rektors og de studerendes begrundelser for at protestere mod nyordningen.

Set fra serbisk side kan den nye situation kun gøre tingene værre. Mens det før var en serbisk uddannelse, man fik i Pristina, en uddannelse, der i hvert fald i princippet kunne bruges overalt i Jugoslavien, såer der nu lagt op til, at man kan dimittere fra Pristina uden at kunne et ord serbisk. Det er svært at forestille sig, hvor alle disse tusinder af universitetskandidater skal kunne bruge deres uddannelse i fremtiden.