KOSOVO -
Serbiens gordiske knude
del 2
Af
Henning Mørk, Slavisk institut, Aarhus universitet
Oktober 1998
Det albanske problem i Serbien
Modsætninger mellem den overvejende muslimsk-albanske og den
ortodoks-serbiske (og -montenegrinske) befolkningsdel i det
sydlige Serbien (Kosovo) har været der i århundreder. Fra at
være en overvejende serbisk beboet provins er Kosovo med tiden
blevet næsten rent albansk (ca. 90%). Denne udvikling har to
årsager:
(1) med skiftende intervaller er en serbisk fraflytning blevet fulgt op af en tilflytning af albanere fra det egentlige Albanien, og
(2) den albanske befolkning har - især i
dette århundrede - været karakteriseret ved en imponerende høj
fødselsrate, den største i Europa.
Det har som sagt altid knirket i forholdet mellem de to
befolkningsgrupper, og i de sidste hundrede år har problemet
været det, det er i dag: de to nationaliteters territoriale krav
påområdet.
Det ville føre for vidt her at beskrive det albansk-serbiske
forhold fra tidernes morgen og til i dag. Det ville ogsåvære
uhyre vanskeligt, for der findes to diametralt modsatte versioner
af det historiske forløb. Påden anden side er den historiske
baggrund afgørende for, hvordan vi skal forståden situation,
der foreligger i dag, sådet mindste, vi kan gøre, er at gribe
nogle årtier tilbage og sætte tingene i relief.
Magtbalancen mellem albanere og serbere påKosovo har været
skiftende. Jugoslaviske sociologer og samfundsforskere opererer
med et begrab, de kalder pendul-princippet som et billede på, at
de to befolkningsgrupper skiftevis har været dominerende.
Hvis vi tager tiden efter 2. verdenskrig, ser situationen groft
set således ud:
(a) 1945-1966: serbisk dominans. Dette er Titos storhedstid, og
perioden er karakteriseret ved udpræget repression, som
indenrigsminister A. Rankovic stod for. I denne periode var
betydningen af etnisk tilhørsforhold nedtonet, nu drejede det
sig om, hvorvidt man var "ven" eller "fjende"
af systemet. Såegentlig var det for denne periode mere korrekt
at tale om serbisk-kommunistisk dominans.
(b) 1966- ca.1989: albansk dominans. Denne periode er
karakteriseret ved, at det etniske spiller en stadig større
rolle. I 1974 kom en ny, jugoslavisk forfatning, der gav de
autonome provinser (Kosovo og Vojvodina) en selvbestemmelse, der
stort set svarede til republikkernes. Denne situation benyttede
albanerne til at sætte sig påmagten, og perioden er
karakteriseret ved en massiv udvandring af serbere og
montenegrinere (herom nedenfor).
(c) Ca. 1989-1998: serbisk dominans. Dette er situationen, som vi
kender den idag. Efter at det (etnisk rene) albanske
provinsparlament havde erklæret Kosovo for en selvstændig
republik, overtog de serbiske myndigheder administrationen af
provinsen og indsatte store politistyrker til "opretholdelse
af ro og orden". Albanerne skabte parallelle institutioner,
og deres politiske leder, Ibrahim Rugova, indledte sin sit down
protest mod det serbiske regime.
Dersom man vil forstå dynamikken i den spændte situation
påKosovo i dag, er det meget vigtigt, at man ved, hvad der
foregik i periode (b), altsåden periode, hvor albanerne havde
det store ord at skulle have sagt. Især er begivenhederne op
gennem 1980'erne centrale. Det er desuden vigtigt, at denne
periode ligger såtæt påi tid, at alle voksne jugoslavere
husker den. Og hvad er det så, der er såvigtigt ved 80'erne?
Kort sagt: massiv chikane af ikke-albanere, fortrinsvis serbere.
Selvom albanerne påKosovo var et af Serbiens mindretal (det
største), såfungerede det i kraft af Kosovos autonomi
anderledes. Albanerne udgjorde lokalt den absolutte majoritet, og
serberne og montenegrinerne behandledes som (uønskede)
minoriteter. Det giver sig selv, at det ikke var den albanske
befolkning som sådan, der ønskede serberne ud af Kosovo, men en
nationalistisk orienteret fraktion, der ønskede Kosovo løsrevet
fra Serbien (og Jugoslavien).
Chikanen, der gennem 70'erne og især 80'erne resulterede i, at
ca. 200.000 serbere forlod Kosovo, havde utallige former. Her der
der kun plads til at omtale nogle af dem:
Chikane rettet mod serbisk ejendom (f.eks. afbrænding af
afgrøde, køb til underpris via trusler). Desuden hundredvis af
opklæbede "besked'er" af typen "Forsvind
herfra", "I har 2 dage", "Hvis ikke I
forsvinder, er I døde".
Chikane mod de religiøse institutioner (ødelæggelse af
ortodokse kirkegårde, hærværk mod kirker). I perioden 1981-84
blev der registreret 84 sådanne overgreb.
Chikane rette mod statsligt ansatte (fyringer,
tvangspensioneringer, krav om tosprogethed, o.m.m.)
Chikane gennem retssystemet (bevidst syltning af sager mod
albanere, lempeligere straffe til albanere o.lign.)
Vold og trusler om vold og død. Og trusler og atter trusler. You
name it!
Man kan sige, at der her er tale om de første eksempler
påetnisk rensning, og at albanske separatister står som den
første manifestation af overdreven, xenofobisk nationalisme.
Jugoslaviens opløsning begyndte på Kosovo med albansk
nationalisme, der avlede serbisk nationalisme, der avlede ...
Al denne erfaring ligger hos den serbiske del af befolkningen
både påKosovo og i det nye Jugoslavien. Og den ligger bag det
94% store NEJ ved folkeafstemningen for nylig. Optrapningen i
albansk chikane mod serbere faldt sammen med en nyudvikling i
mediesituationen omkring midten af 1980'erne. Tabu'et fra Titos
tid, om at etniske stridigheder ikke måtte finde vej til
pressen, var ved at gåi opløsning, og beretningerne om, hvad
der foregik påKosovo, fandt hurtigt vej til alle de jugoslaviske
medier - givetvis ogsåepisoder, der aldrig havde fundet sted,
eller som var blevet pumpet grundigt op undervejs. Kimen til en
eksploderende serbisk nationalisme blev lagt her i disse tusinder
af punktberetninger om albansk chikane påKosovo.
Vi har bevæget os ind pået meget betændt område. Den holdning
til 70'ernes og 80'ernes tildragelser påKosovo, vi i dag møder
i Vesten gennem vore egne medier (når de en sjælden gang griber
sålangt bagud i tid - mediers hukommelse er generelt som en
hullet si), er den albanske version, som hele tiden enten
nedtoner disse begivenheder eller benægter, at de har fundet
sted. Selv seriøst mente bøger om Kosovo-spørgsmålet (eller
om det eks-jugoslaviske problem generelt) mener ofte at kunne
slåfast, at det hele er et produkt af serbisk propaganda.
Det er forståeligt nok, for her i Vesten har der etableret sig
en holdning, der synes at gåud fra, at serbernes propaganda
lyver, mens man bedre kan sætte lid til "de andres"
version af situationen (kroaternes i Kroatien, muslimernes i
Bosnien, montenegrinernes i Jugoslavien og albanernes påKosovo).
Det er helt forkert. De lyver alle såstærkt som en hest kan
rende.
Hvad Kosovo i 70'erne og 80'erne angår, er det almindeligt at
henvise til "uvildige grupper eller institutioner i
Serbien", der ogsånægter, at albanske overgreb har fundet
sted i nævneværdigt omfang. Påden måde affærdiger mange
vestlige skribenter begivenhederne påKosovo indtil 1989. Hertil
vil jeg sige: man kan i Beograd finde grupperinger, der mener
hvadsomhelst, og altsåogsådet, man gerne vil høre. Jeg har
selv fulgt udviklingen i eks-Jugoslavien tæt i årtier, og min
viden og erfaring siger mig, at sagen forholder sig sådan som
jeg har beskrevet. Jeg skal gerne medgive, at de serbiske medier
i mange, mange tilfælde har overdrevet og fordrejet de tusindvis
af episoder, de har omtalt, men kernen i det hele bliver tilbage,
og den er efter min mening sand. Jeg skal undlade at støtte mig
til de talrige serbiske bøger, der er udgivet i de sidste 12-15
år, og i stedet henvise til to bøger, der udkom i Zagreb i 1986
og 1989, skrevet af henholdsvis albaneren Sinan Hasani (iøvrigt
tidligere jugoslavisk ambassadør i København) og den ansete
kroatiske økonom og samfundsforsker Branko Horvat. Ingen af
disse sætter spørgsmålstegn ved ovennævnte albanske overgreb
mod serbere og montenegrinere.
Man kan såmene: hvorfor gøre såmeget ud af disse (iøvrigt
stærkt traumatiske) begivenheder; nu er pendulet jo svinget til
den anden side, og gennem 90'erne er det albanerne, der måtåle
overgreb og chikane fra de serbiske myndigheders side.
Svaret er: fordi det er enormt vigtigt - af flere grunde:
(1) Det er begivenhederne påKosovo gennem 70'erne og 80'erne,
der rummer kimen til Jugoslaviens opløsning. Efter modellen
aktion/reaktion rullede den ene nationalismebølge efter den
anden gennem Jugoslaviens republikker. Slovenske og kroatiske
selvstændighedsfraktioner udnyttede serbernes problemer med
Kosovo-albanerne til egne politiske mål. De tog parti for
albanerne, ikke fordi de sympatiserede synderligt med dem, men
for at svække den serbiske part mest muligt. Havde den slovenske
og kroatiske side støttet serberne i en fornuftig løsning af
Kosovo-krisen, var der aldrig blevet krig i Jugoslavien. Fra
slovensk og kroatisk side blev Kosovo-krisen således brugt til
at promovere slovensk og kroatisk løsrivelse fra
eks-Jugoslavien.
(2) Begivenhederne påKosovo i 70'erne og 80'erne har skabt den
serbiske konsensus. Det er dem, der lurer bag de 95% nej-stemmer
forleden. Det er dem, der ligger til grund for de serbiske
myndigheders uvillighed til at forhandle med Kosovo-albanerne og
for den omstændighed, at holdningen hos den politiske opposition
i Serbien ikke adskiller sig nævneværdigt fra regimets. Det er
dem, der i slutningen af 80'erne gjorde Milosevic ekstremt
populær ved at gennemtrumfe en serbisk forfatningsændring, der
skar toppen af provinsernes autonomi.
(3) Det, der gik for sig påKosovo indtil 1989, fortsætter
gennem 90'erne. Serberne er stadig udsat for chikane, nu blot
under dække af den aktuelle spændte situation. Mens dette
skrives er hundredvis af serbiske familier påflugt i det
sydvestlige Kosovo (den del, der hedder Metohija). årsag:
trusler pålivet fra albanske naboer og/eller medlemmer af UCK.
Serbene bor i dette område meget spredt, og de tør ikke andet
end at forlade deres ejendomme. Kvinder, børn og gamle bliver
sendt helt væk fra Kosovo, til det centrale Serbien eller til
Montenegro, mens mændene lader sig indlogere påegnede steder
(eksempelvis i bungalower tilhørende en børneferiekoloni i byen
Decani) for at være i nærheden og afvente begivenhedernes gang.
Trykket mod serberne er det samme, men nu er omstændighederne
anderledes, fordi der hersker krigslignende tilstande i området.
Det ligner til forveksling situationen i Kroatien og Bosnien lige
før krigen brød ud der.
Det er dette komplicerede system af kinesiske æsker, som er
såtypisk for hele Balkan, som har vist sig gennem hele den
jugoslaviske krise (i Kroatien og Bosnien især), og som hele
tiden har været tydeligt påKosovo: albanerne udgør et
mindretal i republikken Serbien, mens de påKosovo er i flertal;
serberne udgør et flertal i Serbien, mens de er et mindretal
påKosovo. Begge nationaliteter er altsåbåde majoritet og
minoritet, afhængigt af øjet der ser. Når man taler om Kosovo
kan man altsåhævde, at både serbere og albanere føler sig som
mindretal og dermed som en slags andenrangsborgere. Albanerne
føler sig som mindretal i forhold til det store Serbien, og det
protesterer de imod. Kosovo-serberne finder det urimeligt, at de
skal være minoritet, når de nu tilhører republikkens
majoritet.
Ser man påeks-Jugoslavien som et system af kinesiske æsker, vil
man se, at det gang pågang er serberne, der kommer til kort. De
er overalt blevet til minoritetsenklaver i nye stater og har
derved mistet deres muligheder for at se sig som en del af en
majoritetsbefolkning. Nogle steder, som i Kroatien, er en halv
milion af dem endda blevet udrenset. I eks-jugoslavisk perspektiv
er serberne (sammen med muslimerne i Bosnien, naturligvis) de
store tabere. Hvis albanerne påKosovo får deres vilje, en
selvstændig stat, står vi med det samme problem. Selvom der fra
Kosovo-albansk side tales om en ikke-national stat, og Vesten
kræver garanti for ikke-albaneres mindretalsrettigheder, er der
ikke ÿean jugoslaver, der tror på, at noget sådant vil
fungere. Bare se Kroatien, dÿear har det internationale samfund
jo ikke formået at sikre serberne blot en rimelig overlevelse.
Et selvstændigt Kosovo betyder serbisk og montenegrinsk exodus
fra Kosovo!
Det er altsåvigtigt for os her i Vesten at være klar over, at
der påKosovo eksisterer 2 mindretalsproblemer: albanernes
mindretalsrettigheder i Serbien og serbernes
mindretalsrettigheder påKosovo. Det sidste hører vi normalt
ikke meget til påvore breddegrader.
Hvad bringer fremtiden
Efter at have læst om al denne elendighed i form af
ufordragelighed, chikane, mord og fordrivelse, kunne man stille
spørgsmålet: er der da slet ingen positive sider, som kunne
give anledning til lidt optimisme, som kunne give os et håb om,
at man vil kunne nåfrem til en løsning, uden at der først skal
udkæmpes en veritabel krig. Hertil vil jeg sige, at de positive
momemter er svære at fåøje på, men ÿean af nyere dato kan
jeg dog nævne:
I slutningen af april blev der i Pristina organiseret en høring
med forudgående diskussion mellem repræsentanter for serbiske
og albanske studerende ved universitetet i Pristina.
Arrangementet fortsatte dagen efter i Beograd, hvor tilhørerne
kunne stille spørgsmål til det serbisk-albanske studenterpanel.
Møderne foregik i en fordragelig atmosfære, og den konklusion,
man bagefter kan drage, har bestemt sine positive sider:
Nok var de to grupper uenige om, hvordan den aktuelle situation
påKosovo skal tolkes. Kosovo er, lige som Kroatien og Bosnien,
et sted, hvor der findes to diametralt modsatte
"sandheder", og her var der intet nybrud at spore; de
albanske studenter ser problemet med albansk optik, og de
serbiske med serbisk. Men de to hold var enige i, at der skal
findes en permanent løsning, og de var enige i, at en af de
største årsager til overensstemmelserne var den skarpe opdeling
af befolkningen efter etniske kriterier. Blandt andet beklagede
begge sider, at det var helt slut med at lære hinandens sprog i
skolerne. Især var en af serberne frustreret over, at han ikke
kunne mere end nogle fåalbanske ord.
Efter sådan en oplevelse står man tilbage med et spinkelt håb
om, at den opvoksende generation kan skabe en ny udvikling i det
albansk-serbiske forhold. Her måvi netop huske på, at gruppen
af unge mennesker i 20'erne ogsåer den gruppe, der under den
eks-jugoslaviske krise især har været i Vesten. Enten for at
tage en uddannelse eller for at undgåmobilisering. Eller
både-og.
Lad de unge komme til, det er blandt dem, en fredelig
sameksistens er mulig.