KOSOVO - Serbiens gordiske knude
del 2

Af Henning Mørk, Slavisk institut, Aarhus universitet
Oktober 1998

Det albanske problem i Serbien

Modsætninger mellem den overvejende muslimsk-albanske og den ortodoks-serbiske (og -montenegrinske) befolkningsdel i det sydlige Serbien (Kosovo) har været der i århundreder. Fra at være en overvejende serbisk beboet provins er Kosovo med tiden blevet næsten rent albansk (ca. 90%). Denne udvikling har to årsager:

(1) med skiftende intervaller er en serbisk fraflytning blevet fulgt op af en tilflytning af albanere fra det egentlige Albanien, og

(2) den albanske befolkning har - især i dette århundrede - været karakteriseret ved en imponerende høj fødselsrate, den største i Europa.
Det har som sagt altid knirket i forholdet mellem de to befolkningsgrupper, og i de sidste hundrede år har problemet været det, det er i dag: de to nationaliteters territoriale krav påområdet.
Det ville føre for vidt her at beskrive det albansk-serbiske forhold fra tidernes morgen og til i dag. Det ville ogsåvære uhyre vanskeligt, for der findes to diametralt modsatte versioner af det historiske forløb. Påden anden side er den historiske baggrund afgørende for, hvordan vi skal forståden situation, der foreligger i dag, sådet mindste, vi kan gøre, er at gribe nogle årtier tilbage og sætte tingene i relief.
Magtbalancen mellem albanere og serbere påKosovo har været skiftende. Jugoslaviske sociologer og samfundsforskere opererer med et begrab, de kalder pendul-princippet som et billede på, at de to befolkningsgrupper skiftevis har været dominerende.

Hvis vi tager tiden efter 2. verdenskrig, ser situationen groft set således ud:

(a) 1945-1966: serbisk dominans. Dette er Titos storhedstid, og perioden er karakteriseret ved udpræget repression, som indenrigsminister A. Rankovic stod for. I denne periode var betydningen af etnisk tilhørsforhold nedtonet, nu drejede det sig om, hvorvidt man var "ven" eller "fjende" af systemet. Såegentlig var det for denne periode mere korrekt at tale om serbisk-kommunistisk dominans.
(b) 1966- ca.1989: albansk dominans. Denne periode er karakteriseret ved, at det etniske spiller en stadig større rolle. I 1974 kom en ny, jugoslavisk forfatning, der gav de autonome provinser (Kosovo og Vojvodina) en selvbestemmelse, der stort set svarede til republikkernes. Denne situation benyttede albanerne til at sætte sig påmagten, og perioden er karakteriseret ved en massiv udvandring af serbere og montenegrinere (herom nedenfor).
(c) Ca. 1989-1998: serbisk dominans. Dette er situationen, som vi kender den idag. Efter at det (etnisk rene) albanske provinsparlament havde erklæret Kosovo for en selvstændig republik, overtog de serbiske myndigheder administrationen af provinsen og indsatte store politistyrker til "opretholdelse af ro og orden". Albanerne skabte parallelle institutioner, og deres politiske leder, Ibrahim Rugova, indledte sin sit down protest mod det serbiske regime.

Dersom man vil forstå dynamikken i den spændte situation påKosovo i dag, er det meget vigtigt, at man ved, hvad der foregik i periode (b), altsåden periode, hvor albanerne havde det store ord at skulle have sagt. Især er begivenhederne op gennem 1980'erne centrale. Det er desuden vigtigt, at denne periode ligger såtæt påi tid, at alle voksne jugoslavere husker den. Og hvad er det så, der er såvigtigt ved 80'erne? Kort sagt: massiv chikane af ikke-albanere, fortrinsvis serbere.

Selvom albanerne påKosovo var et af Serbiens mindretal (det største), såfungerede det i kraft af Kosovos autonomi anderledes. Albanerne udgjorde lokalt den absolutte majoritet, og serberne og montenegrinerne behandledes som (uønskede) minoriteter. Det giver sig selv, at det ikke var den albanske befolkning som sådan, der ønskede serberne ud af Kosovo, men en nationalistisk orienteret fraktion, der ønskede Kosovo løsrevet fra Serbien (og Jugoslavien).

Chikanen, der gennem 70'erne og især 80'erne resulterede i, at ca. 200.000 serbere forlod Kosovo, havde utallige former. Her der der kun plads til at omtale nogle af dem:
Chikane rettet mod serbisk ejendom (f.eks. afbrænding af afgrøde, køb til underpris via trusler). Desuden hundredvis af opklæbede "besked'er" af typen "Forsvind herfra", "I har 2 dage", "Hvis ikke I forsvinder, er I døde".
Chikane mod de religiøse institutioner (ødelæggelse af ortodokse kirkegårde, hærværk mod kirker). I perioden 1981-84 blev der registreret 84 sådanne overgreb.
Chikane rette mod statsligt ansatte (fyringer, tvangspensioneringer, krav om tosprogethed, o.m.m.)
Chikane gennem retssystemet (bevidst syltning af sager mod albanere, lempeligere straffe til albanere o.lign.)
Vold og trusler om vold og død. Og trusler og atter trusler. You name it!
Man kan sige, at der her er tale om de første eksempler påetnisk rensning, og at albanske separatister står som den første manifestation af overdreven, xenofobisk nationalisme. Jugoslaviens opløsning begyndte på Kosovo med albansk nationalisme, der avlede serbisk nationalisme, der avlede ...
Al denne erfaring ligger hos den serbiske del af befolkningen både påKosovo og i det nye Jugoslavien. Og den ligger bag det 94% store NEJ ved folkeafstemningen for nylig. Optrapningen i albansk chikane mod serbere faldt sammen med en nyudvikling i mediesituationen omkring midten af 1980'erne. Tabu'et fra Titos tid, om at etniske stridigheder ikke måtte finde vej til pressen, var ved at gåi opløsning, og beretningerne om, hvad der foregik påKosovo, fandt hurtigt vej til alle de jugoslaviske medier - givetvis ogsåepisoder, der aldrig havde fundet sted, eller som var blevet pumpet grundigt op undervejs. Kimen til en eksploderende serbisk nationalisme blev lagt her i disse tusinder af punktberetninger om albansk chikane påKosovo.

Vi har bevæget os ind pået meget betændt område. Den holdning til 70'ernes og 80'ernes tildragelser påKosovo, vi i dag møder i Vesten gennem vore egne medier (når de en sjælden gang griber sålangt bagud i tid - mediers hukommelse er generelt som en hullet si), er den albanske version, som hele tiden enten nedtoner disse begivenheder eller benægter, at de har fundet sted. Selv seriøst mente bøger om Kosovo-spørgsmålet (eller om det eks-jugoslaviske problem generelt) mener ofte at kunne slåfast, at det hele er et produkt af serbisk propaganda.

Det er forståeligt nok, for her i Vesten har der etableret sig en holdning, der synes at gåud fra, at serbernes propaganda lyver, mens man bedre kan sætte lid til "de andres" version af situationen (kroaternes i Kroatien, muslimernes i Bosnien, montenegrinernes i Jugoslavien og albanernes påKosovo). Det er helt forkert. De lyver alle såstærkt som en hest kan rende.

Hvad Kosovo i 70'erne og 80'erne angår, er det almindeligt at henvise til "uvildige grupper eller institutioner i Serbien", der ogsånægter, at albanske overgreb har fundet sted i nævneværdigt omfang. Påden måde affærdiger mange vestlige skribenter begivenhederne påKosovo indtil 1989. Hertil vil jeg sige: man kan i Beograd finde grupperinger, der mener hvadsomhelst, og altsåogsådet, man gerne vil høre. Jeg har selv fulgt udviklingen i eks-Jugoslavien tæt i årtier, og min viden og erfaring siger mig, at sagen forholder sig sådan som jeg har beskrevet. Jeg skal gerne medgive, at de serbiske medier i mange, mange tilfælde har overdrevet og fordrejet de tusindvis af episoder, de har omtalt, men kernen i det hele bliver tilbage, og den er efter min mening sand. Jeg skal undlade at støtte mig til de talrige serbiske bøger, der er udgivet i de sidste 12-15 år, og i stedet henvise til to bøger, der udkom i Zagreb i 1986 og 1989, skrevet af henholdsvis albaneren Sinan Hasani (iøvrigt tidligere jugoslavisk ambassadør i København) og den ansete kroatiske økonom og samfundsforsker Branko Horvat. Ingen af disse sætter spørgsmålstegn ved ovennævnte albanske overgreb mod serbere og montenegrinere.

Man kan såmene: hvorfor gøre såmeget ud af disse (iøvrigt stærkt traumatiske) begivenheder; nu er pendulet jo svinget til den anden side, og gennem 90'erne er det albanerne, der måtåle overgreb og chikane fra de serbiske myndigheders side.

Svaret er: fordi det er enormt vigtigt - af flere grunde:
(1) Det er begivenhederne påKosovo gennem 70'erne og 80'erne, der rummer kimen til Jugoslaviens opløsning. Efter modellen aktion/reaktion rullede den ene nationalismebølge efter den anden gennem Jugoslaviens republikker. Slovenske og kroatiske selvstændighedsfraktioner udnyttede serbernes problemer med Kosovo-albanerne til egne politiske mål. De tog parti for albanerne, ikke fordi de sympatiserede synderligt med dem, men for at svække den serbiske part mest muligt. Havde den slovenske og kroatiske side støttet serberne i en fornuftig løsning af Kosovo-krisen, var der aldrig blevet krig i Jugoslavien. Fra slovensk og kroatisk side blev Kosovo-krisen således brugt til at promovere slovensk og kroatisk løsrivelse fra eks-Jugoslavien.
(2) Begivenhederne påKosovo i 70'erne og 80'erne har skabt den serbiske konsensus. Det er dem, der lurer bag de 95% nej-stemmer forleden. Det er dem, der ligger til grund for de serbiske myndigheders uvillighed til at forhandle med Kosovo-albanerne og for den omstændighed, at holdningen hos den politiske opposition i Serbien ikke adskiller sig nævneværdigt fra regimets. Det er dem, der i slutningen af 80'erne gjorde Milosevic ekstremt populær ved at gennemtrumfe en serbisk forfatningsændring, der skar toppen af provinsernes autonomi.
(3) Det, der gik for sig påKosovo indtil 1989, fortsætter gennem 90'erne. Serberne er stadig udsat for chikane, nu blot under dække af den aktuelle spændte situation. Mens dette skrives er hundredvis af serbiske familier påflugt i det sydvestlige Kosovo (den del, der hedder Metohija). årsag: trusler pålivet fra albanske naboer og/eller medlemmer af UCK. Serbene bor i dette område meget spredt, og de tør ikke andet end at forlade deres ejendomme. Kvinder, børn og gamle bliver sendt helt væk fra Kosovo, til det centrale Serbien eller til Montenegro, mens mændene lader sig indlogere påegnede steder (eksempelvis i bungalower tilhørende en børneferiekoloni i byen Decani) for at være i nærheden og afvente begivenhedernes gang. Trykket mod serberne er det samme, men nu er omstændighederne anderledes, fordi der hersker krigslignende tilstande i området. Det ligner til forveksling situationen i Kroatien og Bosnien lige før krigen brød ud der.

Det er dette komplicerede system af kinesiske æsker, som er såtypisk for hele Balkan, som har vist sig gennem hele den jugoslaviske krise (i Kroatien og Bosnien især), og som hele tiden har været tydeligt påKosovo: albanerne udgør et mindretal i republikken Serbien, mens de påKosovo er i flertal; serberne udgør et flertal i Serbien, mens de er et mindretal påKosovo. Begge nationaliteter er altsåbåde majoritet og minoritet, afhængigt af øjet der ser. Når man taler om Kosovo kan man altsåhævde, at både serbere og albanere føler sig som mindretal og dermed som en slags andenrangsborgere. Albanerne føler sig som mindretal i forhold til det store Serbien, og det protesterer de imod. Kosovo-serberne finder det urimeligt, at de skal være minoritet, når de nu tilhører republikkens majoritet.

Ser man påeks-Jugoslavien som et system af kinesiske æsker, vil man se, at det gang pågang er serberne, der kommer til kort. De er overalt blevet til minoritetsenklaver i nye stater og har derved mistet deres muligheder for at se sig som en del af en majoritetsbefolkning. Nogle steder, som i Kroatien, er en halv milion af dem endda blevet udrenset. I eks-jugoslavisk perspektiv er serberne (sammen med muslimerne i Bosnien, naturligvis) de store tabere. Hvis albanerne påKosovo får deres vilje, en selvstændig stat, står vi med det samme problem. Selvom der fra Kosovo-albansk side tales om en ikke-national stat, og Vesten kræver garanti for ikke-albaneres mindretalsrettigheder, er der ikke ÿean jugoslaver, der tror på, at noget sådant vil fungere. Bare se Kroatien, dÿear har det internationale samfund jo ikke formået at sikre serberne blot en rimelig overlevelse. Et selvstændigt Kosovo betyder serbisk og montenegrinsk exodus fra Kosovo!
Det er altsåvigtigt for os her i Vesten at være klar over, at der påKosovo eksisterer 2 mindretalsproblemer: albanernes mindretalsrettigheder i Serbien og serbernes mindretalsrettigheder påKosovo. Det sidste hører vi normalt ikke meget til påvore breddegrader.

Hvad bringer fremtiden

Efter at have læst om al denne elendighed i form af ufordragelighed, chikane, mord og fordrivelse, kunne man stille spørgsmålet: er der da slet ingen positive sider, som kunne give anledning til lidt optimisme, som kunne give os et håb om, at man vil kunne nåfrem til en løsning, uden at der først skal udkæmpes en veritabel krig. Hertil vil jeg sige, at de positive momemter er svære at fåøje på, men ÿean af nyere dato kan jeg dog nævne:
I slutningen af april blev der i Pristina organiseret en høring med forudgående diskussion mellem repræsentanter for serbiske og albanske studerende ved universitetet i Pristina. Arrangementet fortsatte dagen efter i Beograd, hvor tilhørerne kunne stille spørgsmål til det serbisk-albanske studenterpanel. Møderne foregik i en fordragelig atmosfære, og den konklusion, man bagefter kan drage, har bestemt sine positive sider:

Nok var de to grupper uenige om, hvordan den aktuelle situation påKosovo skal tolkes. Kosovo er, lige som Kroatien og Bosnien, et sted, hvor der findes to diametralt modsatte "sandheder", og her var der intet nybrud at spore; de albanske studenter ser problemet med albansk optik, og de serbiske med serbisk. Men de to hold var enige i, at der skal findes en permanent løsning, og de var enige i, at en af de største årsager til overensstemmelserne var den skarpe opdeling af befolkningen efter etniske kriterier. Blandt andet beklagede begge sider, at det var helt slut med at lære hinandens sprog i skolerne. Især var en af serberne frustreret over, at han ikke kunne mere end nogle fåalbanske ord.

Efter sådan en oplevelse står man tilbage med et spinkelt håb om, at den opvoksende generation kan skabe en ny udvikling i det albansk-serbiske forhold. Her måvi netop huske på, at gruppen af unge mennesker i 20'erne ogsåer den gruppe, der under den eks-jugoslaviske krise især har været i Vesten. Enten for at tage en uddannelse eller for at undgåmobilisering. Eller både-og.
Lad de unge komme til, det er blandt dem, en fredelig sameksistens er mulig.