Krise eller Stabilisering

af Allan Loumann Lissau - August 1998

"Giv os vores løn" råber de. Igen har minearbejdere fra Sibirien spærret den transsibirske jernbane. Spærringen af den vigtige jernbane strækning kan hurtigt mærkes. Det er en af de få reelle forbindelses liner mellem øst og vest. Arbejderne forlanger at få Deres manglende løn udbetalt.

Samtidig lyder samme råb fra en gruppe minearbejdere foran regeringsbygningen i Moskva. De banker deres minehjælme i asfalten for at få opmærksomhed.

De sidste 7-8 år har Rusland kørt med store budget underskud, og nu begynder det at gøre ondt. Den Asiatiske krise har smittet af, og gjort ondt værre. Værdien af aktier på den russiske børs er styrt dykket, og investorernes tillid ligger på et lille sted.

En krise-pakke er blevet introduceret af Jeltzin og minister præsident Kirijenko. Der måtte en blanding af trusler og overtalelse til for at overtale den kommunistisk dominerede DUMA. Men det lykkedes. Kommunisterne kan godt se, hvor det bærer hen ad. De var efter megen snak nødt til at godkende pakken. Men dermed er Ruslands lykke ikke gjort.

"Der er ikke nogen krise. og dette er ikke en krise-pakke, men et stabiliserings program" sagde Jeltzin i et interview. Det har han sagt før, for at berolige befolkningen og investorer. "Der er brug justeringer af den russiske økonomi" tilføjer han. Investorerne synes dog ikke overbeviste af Jeltzins optimisme. Regeringen planlægger besparelser på 40 mia. kr. Sparepakken er den nødvendige betingelse fra IMF for at frigive lån. Russerne har bedt om 100 mia. kr. som de først og fremmest skal bruge til at berolige finansmarkedet med.

Nedskæringer i landets enorme bureaukrati står ligeledes på dagsordnen. Der tales om en reduktion på ca. 200000 job, samt salg af stats virksomheder. Foranstaltninger som skal hjælpe økonomien på ret kurs. En del af prisen bliver øget arbejdsløshed og sociale problemer.

Rusland er i forvejen en af IMF's største låntagere. De føler vel efterhånden, at de smider penge i en bundløs spand. Men IMF stiller nu hårde krav til den russiske regering. Der skal mere gang i reform processen, hvis man skal gøre sig forhåbning om flere store lån. De første beløb er nu frigivet, men IMF venter nu på resultater af det lovgivningsarbejde, som nu er i gang.

Og der er brug for penge nu. De mange års budgetunderskud er dækket med udstedelse af statsobligationer og udenlandske lån. Det betyder, at 1/3 af årets budget skal bruges til forrentning. Men pengene er der ikke. Derfor sætter man nu sin lid til et stort gigant lån fra IMF.

Det store underskud på budgettet har medført kraftige rente stigninger. Dette medfører igen en lav investeringslyst i samfundet. For at få folk til at sætte penge i stats obligationen har man hævet renten for at gøre det attraktivt. (op til 70 %). Men derved har man gjort det uinteressant at investere i private virksomheder med den risiko, det indebærer. Den russiske regering er dog opmærksom på problemet. Kirijenko har klart udtalt, at denne form for låntagning må dæmpes, pga. de negative følgevirkninger. Men der kan være langt fra ord til handling.

Der har eller været en god stigning i investeringerne i de sidste år. Men sammenlignet med andet østeuropæiske land er stigningerne beskedne. Den officielle vækst på 0,8 % var mindre end man havde kalkuleret med. Men trods alt positiv, og et tegn på at det går fremad. Og væksten er større, hvis man blot kunne indkalkulere undergrundsøkonomien. Rusland er et rigt land med mange råstoffer. Råstofferne er ligeledes Ruslands største eksport vare. Og når priserne falder på verdensmarkedet, så gør det ondt. Olie er Ruslands største eksport vare, og priserne er styrtdykket. Det har ramt den russiske økonomi hårdt.

Oveni kom så finanskrisen i maj måned. Rublen kom under pres, og man frygtede en devaluering. Den er dog heldigvis udeblevet. Men spøgelset kommer frem fra skabet med mellemrum, og giver dårlige minder om tider med hyper inflation. De store forventninger i staten af 90'erne er ikke blevet indfriet. De var for store. Millioner af russere har ikke nydt godt af omvæltningen. Skellet mellem rig og fattig er vokset markant. Få har opnået enorm velfærd og politisk indflydelse. Korruptionen er en nu en svøbe, som går helt til toppen af det russiske samfund.

Begrebet "mistillid til politikere og regering" får en ny mening efter at have talt med russere. Det indebærer ligeledes mistillid til den økonomiske politik. Som følge heraf vælger mange at veksle til udenlandsk valuta, eller gemme pengene hjemme i hovedpuden. Samtidigt leder en stor del af pengene uden om den officielle økonomi og unddrager sig herved beskatning. Desuden benytter man i stor stil byttehandel i stedet for rede penge.

De manglede indbetalinger af skatter diskuteres heftigt. Jeltzin har nu personligt sat folk på sagen. Og nu hentes de seriøse trusler frem. De store firmaer i Rusland, som f.eks. Gaspromz skylder efterhånden mia. af rubler i skat. De trues nu med konfiskation, hvis ikke de betaler. Samtidigt har man iværksat kampagner med forstærket politi-indsats og tv reklamer. Men det er faktisk et problem, at virksomheder beskattes så hårdt i Rusland, at de til en vis grad er nødt til at unddrage sig. En kraftig reduktion af skatte regler og forenkling er under forhandling. Et problem med skatterne er ligeledes, at de for ofte havner i de forkerte lommer. Reformer af skattevæsen og bureaukrati har man talt om i årevis, men de stoppes ofte af "bureaukratisk modstand".