5 år med succes for vækstfonden

Vækstenfonden - August 1998

VækstFonden forventer et fortsat stigende aktivitetsniveau i 1998. Året bliver koncentreret om at styrke rådgivningen og opfølgningen på det enkelte projekt. Fonden agter herunder at øge samarbejdet med det øvrige erhvervsfremmesystem og virksomhedernes egne rådgivere.

I VækstFondens femårige levetid har Fonden modtaget 1587 ansøgninger. Der er givet 1,6 mia. kr. i lånetilsagn, og heraf er de 49% gået til projekter vest for Storebælt. Der er ekspederet 2.694 HurtigKontakter, som virksomhederne kan anvende til hurtigt at få et overblik over, hvorvidt deres projekter er egnede til en låneansøgning i VækstFonden.

Som en professionel finansiel samarbejdspartner, der kender kravene og faldgruberne, hvis et risikofyldt udviklingsprojekt skal lykkes, sætter Fonden hurtighed og smidighed højt på dagsordenen.


Ingen indviklede formularer

Virksomheder med et udviklingsprojekt på bedding kan via VækstFondens 'HurtigKontakt' selv hurtigt vurdere, om Fonden overhovedet har mulighed for at finansiere idéen.

HurtigKontakten består af to dele. Dels en indledende vurdering bestående af 12 spørgsmål til virksomhedens interne brug. Dels et skema til generelle virksomhedsoplysninger samt en maks. to siders beskrivelse af udviklingsprojektet, som VækstFonden bruger i sin vurdering. Emner som projektets idé, omfang, perspektiv, risiko og nyhedsværdi er af interesse for vurderingen - kombineret med oplysninger om virksomhedens forretningsgrundlag og dens stærke og svage sider i forhold til udviklingsprojektet.

Allerede inden for en uge vil afsenderen blive kontaktet af en VækstRådgiver. Og efter en indledende vurdering og et eventuelt møde kan en egentlig ansøgning skrives.

Vækstfonden har som målsætning at gøre låneansøgninger - og behandlinger - så enkle og lidt tidskrævende som muligt for kunderne - de små og mellemstore virksomheder med udviklingsideer.

" Det er vigtigt, at kunderne hurtitigst muligt kan få besked om, vi finansierer deres projekt eller ej - ofte er det tidsfaktoren og den rigtige timing nemlig en vigtig faktor for det enkelte projekt. Vi søger derfor at få behandlet ansøgningerne senest 50 dage efter at Fonden har modtaget dem. Og gerne før " pointerer direktør Bent Kiemer.

Udviklingsprojekterne er meget forskellige af natur. Så selvom Fondens procedurer er standardiserede, tages der i høj grad individuelle hensyn. " Vores holdning er at virksomhederne ikke skal slås med indviklede formularer. Derfor har vi gjort proceduren så minimal, som det er forsvarligt. For vi ønsker samtidigt, at projekterne er gennemtænkte. Og det sikrer vores procedure i samspil med en løbende dialog med ansøgervirksomhederne " tilføjer Bent Kiemer

Efter et succesfuldt gennemført udviklingsprojekt begynder så tilbagebetalingen af lånet. " I modsætning til andre finansieringsinstitutter er VækstFondens kapital særdeles risikovillig og samtidig tålmodig. Vi tager kun sikkerhed i projektet, så et fejlslagent projekt ikke ødelægger virksomhedens eksistensgrundlag. Og opstår der forsinkelser i udviklingen, eller er omsætningen tungere at skubbe i gang end forventet, kan virksomheden og VækstFonden i samarbejde ændre betingelserne for tilbagebetalingen ", slutter Bent Kiemer.

Forløber projektet derimod som planlagt, foregår tilbagebetalingen i kvartårlige rater. Og skulle resultatet af projektet vise sig at være helt forrygende, accepteres ekstraordinære afdrag - naturligvis.

Et typisk låne-forløb:
• HurtigKontakt med to-siders projektbeskrivelse
• Kontakt fra VækstFonden (evt. kort virksomhedsbesøg)
• Udarbejdelse af ansøgning
• Behandling af ansøgning
• Lånetilbud (evt. afslag)
• Første rate udbetales
• Hver tredje måned: Perioderegnskab og ajourført projekt-budget
• Projektet afsluttes, og en omsætning genereres
• Kvartårlig tilbagebetaling

Under hele forløbet:
• Kontakt til VækstRådgiver
• Møder på virksomheden en til to gange årlig samt revisorattesteret projekt- og årsregnskab