East-X-Net's e-Magasin om Østeuropa - 10 årlige udgivelser - December 2003 - Nr. 52

         

 

 

 


MENU

Aktiviteter
Forside
East News Center
Erhvervskontakt
Info Center
Job Center
Russian Info

Søgning
East-X-Net
Portal Map

Brugergruppe
Tilmelding

Øst Magasinet
Arkivet
Vores mål

Bruger info

Bruger info
Reklame infoCopyright


Kontakt
Kommentar

Indhold:

1. Artikler
- Præsidenten vandt parlamentsvalget
- Dato for præsidentvalg fastsat
- Forlig om østarbejdere
- Brand på universitet i Moskva
- HIV-positive i stigning i Rusland
-
Fokus på den søde tand i Polen
- Polen er det 7. søgte land for danske investeringer
- Investering i Slovakiet
- Argumenter for eksport til Slovenien
- Nyhedsbrev fra Slovakiet
- Optagelse i Erhvervskontakt Østeropa
- Pjecer om Østudvidelsen

2. Opinion

-
EU’s udvidelse nærmer sig målstregen
Minikronik af udenrigsminister Per Stig Møller

3. Næste udgivelse


  1. Artikler

Præsidenten vandt parlamentvalget
af Journalist Tina Altenburg

Præsident Vladimir Putin blev den helt store sejrherre i weekendens russiske parlamentsvalg. Putins støtteparti Det Forenede Rusland, hvis eneste programpunkt er at støtte Putin, blev en klar nr. et i valget til Dumaen. I alt kan Putin nu regne med at have støtte fra totredjedele af de deputerede i den nye Duma. Udover Det Forenede Rusland klarede en anden af Kremls opfindelser, det nye venstrefløjsparti Fædrelandet, sig også godt og kom ind i Dumaen med hele 10 % af stemmerne. Vladimir Zhirinovskijs højrenationalistiske parti LDPR plejer også at støtte Putin. Dermed er den eneste opposition tilbage i Dumaen Kommunistpartiet, der ganske vist blev nr. to, men gik stærkt tilbage og kun fik ca. 13 % af stemmerne. De to små liberale partier Jabloko og Unionen af Højrekræfter røg helt ud af Dumaen. Det har fået mange politiske eksperter i Rusland til at tale om starten på en ny politisk æra, fordi de sidste rester af Jeltsin-tidens demokrater dermed er røget ud parlamentet. Det store spørgsmål er, hvad denne nye æra vil byde på af politiske og økonomiske reformer. Valgresultatet betyder, at den sidste rest af modstand mod Putin er fejet af banen og han kan herefter gøre, som det passer ham. Han har altså muligheden for at fortsætte på de mange økonomiske reformer, som han har iværksat i løbet af de sidste par år. Med totredjedeles flertal i Dumaen har han også mulighed for at ændre forfatningen, og mange mener, at han vil benytte sig af lejligheden til at give sig selv muligheden for en tredje valgperiode. Den russiske forfatning forbyder nemlig præsidenten at sidde mere end to valgperioder, dvs. i 2008 skal der vælges en ny præsident, med mindre Putin vælger at ændre forfatningen inden. Det mener mange politiske eksperter, at Putin vil gøre. I så fald bevæger Rusland sig væk fra demokratiet og i retning af et mere autoritært styre. Valget har fået stærk kritik af OSCE og Europarådet. De internationale valgobservatører anerkender ganske vist, at selve valghandlingen foregik korrekt, men valgkampen bliver betegnet som meget unfair. De landsdækkende tv-kanaler gav f.eks. mest sendetid til Putins støtter, mens oppositionspartierne fik meget lidt sendetid, og dækningen var endda hovedsageligt negativ. Både Kommunistpartiet og de liberale partier Jabloko og Unionen af Højrekræfter klager over dette. Myndighederne brugte altså sin magt til at opnå det ønskede valgresultat, og det betegner de internationale observatører som et tilbageskridt for landets demokratisering.


Dato for præsidentvalg fastsat
af Redaktør Allan Loumann Lissau, Øst Magasinet

Der er fastsat en dato for det russiske præsidentvalg. Det bliver den 14. marts 2004. Beslutningen om datoen er blevet truffet af det føderale råd. Samtlige 142 medlemmer af rådet stemte for datoen. 


Forlig om østarbejdere
af Udenrigsministeriet.dk

Der er blevet indgået et bredt forlig, som skal sikre det danske arbejdsmarked mod en kraftig invasion af lavt betalte arbejdskraft fra de nye østeuropæiske EU lande. Frygten har længe været udtrykt længe af politikere og fagbevægelse.
Ifølge Jyllands Posten skal aftalen skal også sikre mod, at f.eks. polske arbejdere kan komme til Danmark og virke som løntrykkere, efter optagelsen i EU i maj 2004. Det bliver en forudsætning for opholds- og arbejdstilladelse, at borgere fra de nye EU-lande får arbejde i Danmark på samme løn og arbejdsvilkår som danskere.


Brand på universitet i Moskva
af Redaktør Allan Loumann Lissau, Øst Magasinet

En brand på et kollegie ved Lumumba Universitetet i Moskva kostede i november 32 udenlandske studerende livet. Dertil kom mindst 140 sårede. Unversitetet blev grundlagt af Nikita Krustjov i 1960 til uddannelse af udenlandske studerende.
Omkring 272 studerende fra Kina, Vietnam, Ecuador, Tahiti, Afghanistan, Tadsjikistan og Angola boede på kollegiet, der er fem etager højt. Branden opstod i selve bygningen, sandsynligvis ved en kortslutning. Ifølge BBC News er antallet af døde som følge af brand steget kraftigt i Rusland de seneste 10 år. Forklaringen er i dårlig bygnings vedligeholdelse.


HIV-positive i stigning i Rusland
af Redaktør Allan Loumann Lissau, Øst Magasinet

Ifølge Jyllands Posten er antallet at HIV postive i kraftigt stigning i Rusland. Tallet er steget alarmerende i de sidste tre år, anslået med op til 10%. "I begyndelse af 2000 var 20 ud af 100.000 smittet af HIV. I november i år var lidt over 180 ud af 100.000 smittet af HIV i Rusland," udtaler Vadim Pokrovskij  til nyhedsbureauet Interfax. Han er chef for det russiske center til bekæmpelse af HIV og AIDS. 


Fokus på den søde tand i Polen
af Øst Magasinet

I samarbejde med Institut for Fødevarestudier gennemfører konsulsentvirksomheden Wellejus International i løbet af foråret 2004 et fælles dansk eksportfremstød rettet mod den polske fødevareindustri. Fremstødet henvender sig til danske virksomheder, der leverer udstyr, ingredienser, råvarer, emballage eller andre produkter til fremstilling af konfekture, kager, kiks og/eller iscreme. Virksomhederne får den indsigt, der er nødvendig for eksportsucces samt direkte kontakt til indkøbere hos polske producenter i den relevante målgruppe. Fremstødet støttes af Danmarks Eksportråd. 
Polen er et nærmarked med stort potentiale for danske leverandører til fødevareindustrien. Stigende købekraft hos de 40 mio. polske forbrugere og et øget behov for teknologisk opgradering af industrien gør Polen interessant som eksportmarked. Salget af konfekture, kager, kiks og iscreme er steget gennem senere år og stigningen ventes at fortsætte. Den polske industri er veludviklet og byder på gode muligheder for afsætning af danske produkter eksempelvis udstyr. Polakkerne foretrækker at købe varer, der er produceret i Polen – hvorfor industrien er et oplagt mål. Det kommende medlemskab af EU ventes at påvirke den polske fødevareindustri i form af øget konkurrence samt nye krav til fødevarestandarder. Industrien har derfor et stigende behov for modernisering og teknologisk opgradering.


Polen er det 7. søgte land for danske investeringer
af Danmarks Eksportråd

Polen bliver medlem af EU pr. 1. maj år 2004. Dermed får Danmark et naboland med 40 mio. indbyggere, som er en del af det indre marked. Samtidig vil produktion i Polen i en årrække være langt billigere end i Danmark. Indenfor dette årti forventes Polen at være blandt Danmarks 5 vigtigste samhandelspartnere. Foreløbig er 350 danske virksomheder etableret i Polen og eksporten fra Danmark andrager ca. 7 mia. kr. Polen er det 7. mest søgte land for danske investeringer.
Danmarks udnyttelse af importpotentiale ligger kun på godt 70% af gennemsnittet for EU-landene. Større åbenhed i forhold til udenlandske virksomheder ville kunne tilføre dansk erhvervsliv ny dynamik. Økonomi- og Erhvervsministeriet vurderer, at eksempelvis vil et styrket samarbejde med udenlandske underleverandører kunne forbedre danske virksomheders konkurrenceevne.


Investering i Slovakiet
af Danmarks Eksportråd

Der er stor sandsynlighed for at Slovakiet i den nærmeste fremtid vil tiltrække store investeringer og dermed skaffe tusinder i arbejde. Fem udenlandske virksomheder er i færd med at undersøge muligheden for at investere Euro 500 millioner i Zahorie regionen nordvest for Bratislava. Der er tale om investeringer inden for områder som glas produktion, bilindustrien samt underholdningsbranchen. En del af ovenstående investering udgøres af en Euro 200 millioner investering i en forlystelsespark.
Eksperter forventer øget interesse i Slovakiet og øget tilstrømning af udenlandske investeringer. Slovakiet har den fordel at være hjertet i Europa. Slovakiet tilbyder således logistikmæssige fordele, idet det er let at servicere hele det Europæiske marked herfra. Slovakiet har ligeledes komparative fordele. Der er her primært tale om de lave lønninger. Sammenlignet med de øvrige lande i Visegrad Agreement (V4) har Slovakiet det laveste lønniveau. Indkomstskatten vil blive sænket til 19 procent, hvilket er den laveste sats blandt Slovakiets nabolande samt en af de laveste satser i Europa. Via en ny pensionsreform, kan virksomheder i Slovakiet forvente en reduktion i udgifterne hertil samt øget fleksibilitet. Inkorporeringen i EU samt senere NATO vil gøre Slovakiet til et sikkert land at investere i. Ligeledes vil accepten af EU lovgivning gøre det lettere for udenlandske virksomheder at få adgang til markedet.
Selvom de Slovakiske forbrugere har haft et hårdt år som følge af stigende skatter og priser, har Slovakiet den højeste vækst blandt de nye EU medlemslande. Over første halvdel af 2003 oplevede Slovakiet en vækst i BNP på 3,9 procent, hvilket var næsten det dobbelte af udviklingen i Tjekkiet. Selvom væksten i den nominelle løn var ens i de to lande (6 procent), faldt reallønnen i Slovakiet pga. højere inflation mens reallønnen i Tjekkiet steg.
Produktiviteten i de nye medlemslande befinder sig kun på det halve af den Østrigske produktivitet. Dog er der en voldsom stigning i produktiviteten. Slovakiet topper listen med en 50 procent stigning i produktiviteten over de sidste 10 år. Til sammenligning er produktiviteten i Østrig over samme periode steget med 15,6 procent. En den af denne udvikling skyldes, at 85 procent af den Slovakiske befolkning mellem 25 og 64 år har færdiggjort en gymnasial uddannelse. Dette placerer Slovakiet på en fjerdeplads blandt OECD landende.


Argumenter for eksport til Slovenien
af Danmarks Eksportråd

Den 1. maj 2004 træder Slovenien, som et ud af ti nye medlemslande, ind i EU. En række forhold vil i den forbindelse gøre det nemmere for danske virksomheder at få adgang til det slovenske marked. Slovenien vil med indtrædelsen implementere en række ændringer, som blandt andet vil betyde ophævelsen af de resterende toldbarrierer, privatisering af statsejede virksomheder, især inden for energi-, bank- og telekommunikationssektoren og fri bevægelighed af kapital og arbejdskraft.
De primære argumenter for at påbegynde eksport til Slovenien er at landet har:

-En ekspansivt voksende økonomi og en meget købekraftig befolkning.
-Et velfungerende og stabilt samfund.
-Højt uddannet arbejdskraft.
-En placering, der er velegnet eksport til de øvrige eks-Jugoslaviske republikker.

Sloveniens BNP ligger på cirka 75 procent af gennemsnittet for de nuværende EU lande og er i dag på højde med Grækenlands og Portugals. Seneste prognose for udviklingen i BNP, udarbejdet af Det Slovenske Handelskammer, viser en forventet realvækst på 3,3 procent i 2003 og 4,0 procent i 2004. Samtidig er der en forventning om, at importen i samme periode vil stige med henholdsvis 4,1 procent og 5 procent. Den samlede import til Slovenien var i 2002 11 milliarder euro. Importen ligger primært indenfor stål og stålprodukter, køretøjer, dele til køretøjer og farmaceutiske produkter, men spænder i øvrigt over en meget bred vifte af produkter.
Slovenien er, selv i vesteuropæisk målestok, et meget velfungerende og stabilt samfund. Det indebærer også, at danske eksportører eller danske virksomheder, som ønsker at etablere sig i Slovenien, vil opleve en relativ smidig og nem sagsbehandling hos de offentlige myndigheder. Et eksempel på en virksomhed, som har gjort sig egne erfaringer med etablering i Slovenien, er Velux A/S. Velux A/S etablerede sig i Slovenien i 1996, og har oplevet et meget smidigt forløb med de slovenske myndigheder i forbindelse med etableringen. Ifølge regionschef Klaus Bertelsen hos Velux A/S, er det meget nemt at begå sig og gøre forretning i Slovenien, fordi slovenere generelt er meget kompetente, fleksible og har gode sprogkundskaber.
En af årsagerne hertil er det meget høje uddannelsesniveau. Konkurrencen er hård og specielt den yngre generation har en aktiv indstilling til deres personlige karriere, og den bliver støttet af et højt uddannelsesniveau. På lang sigt er det derfor ikke realistisk at se Slovenien som et billigt produktionsland, men tværtimod et sted, hvor man får adgang til en utrolig dygtig og højt uddannet arbejdskraft.
Endelig er Slovenien en god platform for eksport til de øvrige eks-Jugoslaviske republikker. Kroatien har sammen med Bosnien og Serbien et befolkningsgrundlag på cirka 20 millioner. Det giver unægtelig større motivation end, hvis man blot betragter Slovenien som et isoleret marked. Blandt årsagerne til at Slovenien kan fungere som en stærk platform er dels, at Slovenien i sig selv er et meget velfungerende land, dels at slovenerne er meget respekterede i den øvrige del af eks-Jugoslavien. De kan sproget og har ofte et stort netværk på grund af den store historiske samhandel mellem landene. En del danske virksomheder har allerede fået øje på Slovenien som eksportmarked, ligesom nogle - primært større - danske virksomheder har etableret selskab i Slovenien. Den samlede eksport til landet var i 2002 på cirka 405 millioner. Potentialet er imidlertid væsentligt større og er senest vurderet til det seksdobbelte i en rapport fra Danmarks Eksportråd. 


Nyhedsbrev fra Slovakiet
af Danmarks Eksportråd

Det danske handelskontor i Bratislava tilbyder et elektronisk nyhedsbrev, hvori der sker en opdatering på udviklingen i Slovakiet. Nyhedsbrevet er allerede udkommet med udgaver for september og oktober. Fremover vil det udkomme hver anden mandag. Interesserede virksomheder vil ved henvendelse til handelskontoret kunne få de første udgaver gratis, hvorefter der kan tegnes et halvårligt abonnement for 400 kr. Indholdet dækker makroøkonomisk, indenrigs- og udenrigspolitisk samt juridisk information, hvortil kommer informationer om erhvervslivet, privatiseringsprocessen, udliciteringer og igangværende eller fremtidige investeringer.


Optagelse i Erhvervskontakt Østeuropa
af Redaktør Allan Loumann Lissau, Øst Magasinet

East-X-Net tilbyder rabat på optagelse i databasen Erhvervskontakt Østeuropa. Databasen er et register over virksomheder, som arbejder med Østeuropa.
Prisen for optagelse vil herefter være kr. 100,00. Beløbet er et engangsbeløb, og der opkræves ikke årlige gebyrer.
Besøg www.east-x-net.dk/erhverv


Pjercer om østudvidelsen
af Eurocenter

Øst-udvidelsen af EU er snart en realitet. Den 1. maj næste år træder ti nye lande ind i den europæiske union. I den forbindelse har Europa-Kommissionen udgivet dels en letlæselig pjeceserie på dansk, dels en uddybende publikation om emnet på engelsk. Det aktuelle informationsmateriale kan bestilles gratis hos EuroCenter.
De to titler: 

  • Enlargement of the European Union – an historic opportunity (engelsksprogede publikation, 52 sider)
  • Fremtidens Europa – nøglespørgsmål (dansksprogede pjeceserie med fem minipjecer).

Publikationerne er gratis og porto ligeledes.
Du kan også bestille publikationerne på telefon 7220 2900 eller e-mail ec@eurocenter.info.


EU’s udvidelse nærmer sig målstregen
Minikronik af udenrigsminister Per Stig Møller

Da rampelyset blev slukket i Bella Centret efter EU’s topmøde i København sidste år havde EU og 10 kandidatlande indgået en historisk aftale. Betingelserne for de ti landes medlemskab var forhandlet på plads. Efter at den velfortjente champagne var blevet nydt, skulle alle ti nu tiltrædende lande tilbage til det hårde arbejde. For det første skulle alle landene på nær Cypern have folkeafstemninger om medlemskabet. For det andet skulle landene fortsætte benarbejdet for at sikre, at de ville kunne leve op til de forpligtelser, som vi havde aftalt, herunder den fortsatte tilpasning af de nationale lovgivninger til EU’s lovgivning.
I dag og i morgen mødes EU’s udenrigsministre i Bryssel. På dagsordenen er bl.a. de ti landes forberedelser til EU-medlemskab. Spørgsmålet er, om landene når at blive klar til indtrædelse i EU til den planlagte dato, den 1. maj 2004.

Monitoreringsrapporter
Europa-kommissionen offentliggjorde den 5. november de afsluttende såkaldte monitoreringsrapporter for de 10 tiltrædende lande – rapporter, der for hvert enkelt land minutiøst undersøger, hvor langt landene er i forberedelserne til medlemskabet. Hvor meget af EU’s lovgivning, dækkende i alt 1400 sektorer, har de allerede vedtaget og gennemført? Kan de nå at vedtage og gennemføre den resterende EU-lovgivning? Har de administrative systemer på plads, så de kan forvalte EU-reglerne? Er de klar til at overholde EU’s høje standarder og krav, eksempelvis inden for fødevaresektoren? Er de klar til EU’s indre marked?
Kommissionen bør roses. Rapporterne, der er af høj kvalitet, og som er skrevet i et klart og tilgængeligt sprog, er et yderst værdifuldt instrument til at sikre, at de nye lande opfylder de forpligtelser, som er blevet aftalt. Landenes ihærdige engagement for at opfylde forpligtelserne er ikke kun en vigtig forudsætning for, at eksempelvis EU’s indre marked fortsat kan fungere effektivt. Opbakningen til udvidelsen er meget høj i Danmark. Det kan den kun blive ved med at være, hvis befolkningen kan være sikker på, at Kommissionen nøje holder øje med, at forpligtelserne overholdes. Det er yderst positivt, at Kommissionen vurderer, at alle de tiltrædende lande fortsat viser gode resultater og derved fortsætter den positive udvikling. Det er jeg meget tilfreds med. Det understreger de tiltrædende landes ukuelige vilje til medlemskab.
At Kommissionen i rapporterne for hvert land også påpeger, at der fortsat udestår et betydeligt arbejde forud for deres medlemskab, er på sin vis kun naturligt. Ikke mindst, hvis man tænker tilbage på omfanget af de ændringer, landene har gennemgået siden Berlin-murens fald; omstilling fra kommunisme til demokrati, fra planøkonomi til markedsøkonomi, fra totalitære regimer til frie samfund. Udfordringerne har været mange. I det lys er det meget positivt, at Kommissionen eksempelvis kun finder anledning til at tænde den røde advarselslampe over for Polen - et land med 38 mio. indbyggere - på 9 områder ud af 1400. Man må konstatere, at landene er nået meget langt i deres forberedelser. Det er imponerende.

Slutspurten
Nu udestår kun slutspurten. Jeg er meget fortrøstningsfuld, og jeg er overbevist om, at alle landene vil arbejde solidt med at opfylde deres forpligtelser. Ingen lande får, lige meget hvor ”trætte” de er, lov til at springe over, hvor gærdet er lavest. Såfremt nogle lande alligevel mister pusten i slutspurten, så har EU stadig mulighed for at påberåbe sig de såkaldte sikkerhedsmekanismer.
Der må ikke herske tvivl om, at EU’s strenge krav skal overholdes. Det indre marked skal fungere, som vi kender det, også den 2. maj 2004 – da blot med næsten 80 mio. nye forbrugere. Det er både i EU’s og i de tiltrædende landes interesse, at alle er vel forberedte på udvidelsen.
Jeg ser frem til, at de ti lande krydser målstregen den 1. maj 2004.
Denne kronik blev bragt i ErhvervsBladet, 17. november 2003.


Næste udgave af Øst Magasinet udkommer d. 10. feb. 2003. Indlæg, pressemeddelelser og kommentarer kan sendes til redaktionen.

Øst Magasinet's nyhedsgruppe, som modtager Øst Magasinet har p.t. ca. 950+ medlemmer.
Tilmeld/Afmeld: Nyhedsgruppe

Markedsføring af et produkt

Har du et produkt eller en service som du ønsker at markedsføre? Vi kan placere dit budskab på vores website, samt i vores nyhedsbrev. Læs mere


Nyhedsmail

Tilmeld dig East-X-Net's nyhedsgruppe og få tilsendt Øst Magasinet hver måned med artikler om østeuropæisk erhverv og politik. 
Tilmeld dig her!

Hot links!

Projekt Øst - Hjælper børnehjem i Skt. Petersborg.

All rights reserved © 2003 Øst Magasinet. Sections of the information displayed on this page (dispatches, photographs, logos) are protected by intellectual property rights owned by Øst Magasinet. As a consequence, you may not copy, reproduce, modify, transmit, publish, display or in any way commercially exploit any of the content of this section without the prior written consent of East-X-Net.

 
 
Modtag
Øst Magasinet
med mail:

Tilmelding

Udskriv
Anbefal os
Skriv til red.


 
Øst Magasinet:
Arkivet



East-X-Net
Bookstore


Bookstore 
indeholder bog
tilbud fra 
amazon.com
Besøg
East Bookstore



Erhvervskontakt Østeuropa

Register
over firmaer som arbejder med Østeuropa.


Vigtig besked:

Vidste du at du kan kontakte East-X-Net's læsere? 
Har du et produkt eller en service som du ønsker at markedsføre? 
Vi kan placere dit budskab på vores website, samt i vores nyhedsbrev.
Mere information!

KLIK HER!

     

 

   
     

 

   
   

Copyright © East Export Network 2004.  Redaktør Allan Loumann Lissau
Copyright and Trademarks.  Fortrolighedspolitik.  User Policy.  
Hjælp til at læse.  Rapporter problemer til East-X-Net. 
Udvikling:
Loumann.dk

 
Print this page.