NATO’s nye udfordringer
af udenrigsminister Per Stig Møller

En af NATO’s væsentligste udfordringer i det seneste årti har været udvidelsen af Alliancen med nye medlemmer fra Central- og Østeuropa. Første skridt var optagelsen af Polen, Tjekkiet og Ungarn i 1999. Ved NATO’s topmøde i Prag til november vil fundamentet til yderligere udbygning af NATO’s østfløj blive støbt med udstedelse af invitationer til et antal nye lande. Sandsynligvis vil 4-7 lande modtage invitationer i Prag.  

Siden 1999 har ni selverklærede NATO-ansøgere arbejdet for at kvalificere sig til medlemskab, og de er nået langt i deres politiske og militære reformbestræbelser. Danmark har vedvarende fastholdt, at NATO har en moralsk og politisk forpligtelse til at fortsætte udvidelsesprocessen. Vi har også lagt vægt på, at NATO træffer en ambitiøs beslutning i Prag med så mange lande som muligt. Den klare danske støtte til de baltiske landes optagelse i NATO er blevet fremført ved enhver given lejlighed. Alle tre lande forbereder sig meget seriøst til NATO-medlemskab. 

Baggrunden for NATO’s ønske om at udvide mod øst er ikke primært et spørgsmål om geopolitik – i hvert fald ikke i den traditionelle forstand, hvor geopolitik handler om at sikre sig strategisk fordelagtige felter på verdenskortets store skakbræt. For NATO handler udvidelsen om at udbrede sikkerhed og stabilitet – og om at bidrage til at cementere værdier som demokrati, respekt for overholdelsen af menneskerettigheder og retsstatsprincipper. Det er disse værdier, der sikrer et fredeligt Europa. 

Udvidelsen af NATO skaber et politisk adfærdsregulerende fællesskab, hvori der er enighed om en række grundlæggende fælles spilleregler. Udsigten til medlemskab af NATO er en stærk motivationsfaktor for gennemførelse af tiltrængte militære, politisk og økonomiske reformer. Ansøgerlandene har indført demokratisk kontrol med de væbnede styrker, forbedret deres forhold til nabolandene og etableret mindretalsbeskyttelse, der lever op til internationale normer. NATO’s udvidelse og partnerskabsaktiviteter bidrager dermed til det bredere stabilitetsskabende europæiske integrationsprojekt, hvor EU’s udvidelse er en anden væsentlig faktor.  

Man kan imidlertid ikke udvide NATO mod øst uden at tage forholdet til Rusland i betragtning. Her ligger én af de store udfordringer for NATO i den kommende tid: At få skabt nyt, ligeværdigt samarbejde med Rusland. For NATO har det altid været vigtigt, at man ikke skaber nye skillelinjer i Europa. Dette var også én af grundene til, at man i 1997 - i forbindelse med den seneste udvidelse af NATO - valgte at etablere et formaliseret samarbejde mellem NATO og Rusland. 

Det er derfor meget glædeligt, at præsident Putin efter den 11. september sidste år har udstukket en markant ny udenrigspolitisk kurs. Det bliver således stadig mere tydeligt, at Putin har truffet et strategisk valg, der indebærer et forøget samarbejde med den vestlige verden. Det er bl.a. i samarbejdet mellem NATO og Rusland, at denne ny linie har ført til konkrete resultater. Der blev således i Rom i sidste måned skabt et nyt NATO/Rusland-råd, der skal identificere og udvikle områder for fælles beslutningstagen mellem parterne.

Danmark har aktivt støttet etableringen af det nye samarbejde. Vi står med en historisk mulighed for at knytte NATO og Rusland tættere sammen. Denne mulighed skal vi udnytte. Med den nye ramme for NATO/Rusland-forholdet vil der være skabt gode betingelser for, at Rusland fremover kan blive en integreret og troværdig medspiller i europæisk sikkerhed.  

Terrorangrebene mod USA den 11. september sidste år understregede, at NATO i fremtiden må opprioritere evnen til at kunne imødegå asymmetriske og uforudsigelige trusler. Det samlede trusselsbillede, som NATO står over for, omfatter såvel direkte trusler mod NATO’s territorium som trusler, der indirekte eller på længere sigt kan skade NATO-landenes sikkerhed.

De nye trusler får betydning for, hvordan NATO’s fremtidige militære kapaciteter skal indrettes. Udfordringen består i at identificere og udvikle de militære kapaciteter, som er bedst egnet til at imødegå de mest alvorlige trusler – det gælder spredning af masseødelæggelsesvåben og missilteknologi, terrorisme og regionale sikkerhedspolitiske kriser.

NATO vil også fremover udgøre rammen for militære krisestyringsoperationer, som USA og Europa ønsker at gennemføre i fællesskab. Med udviklingen af en fælles europæisk forsvarsdimension vil europæerne i fremtiden dog også kunne løse krisestyringsopgaver under EU’s institutionelle ramme. EU-ledede operationer bør selvfølgelig gennemføres på grundlag af et tæt EU/NATO-samarbejde og med inddragelse af alle europæiske allierede, der måtte ønske at deltage.

Samarbejdet mellem EU og NATO er en vigtig del af den europæiske integrationsproces. Samtidig er det en ramme for det strategiske partnerskab mellem Europa og USA, hvor EU-landene enten kan agere alene med brug af NATO’s aktiver eller i samarbejde med USA inden for rammerne af NATO. Samarbejdet vil give større sammenhæng i den måde, hvorpå Europa kan agere over for omverdenen. Det vil give Europa et nødvendigt, større ansvar for sikkerhedspolitikken og indebærer, at NATO stiller militære kapaciteter til rådighed for operationer under politisk ledelse af EU. Grundet forsvarsforbeholdet kan Danmark ikke deltage i udviklingen af EU-NATO-samarbejdet, som vi gerne ville. Det er et problem for Danmark, men ikke for Europa, for hvilket et stærkt og tæt europæisk sikkerhedspolitisk samarbejde med stærke og nære transatlantiske bånd er den eneste rigtige vej frem. 

Danmark har en interesse i, at et udvidet NATO forbliver det centrale forum for solidarisk og forpligtende sikkerhedspolitisk samarbejde mellem Europa og USA. NATO har fortsat en central rolle som sikkerhedspolitisk værdifællesskab og et forum for transatlantisk konsultation. Samtidig skal NATO være garant for troværdigt forsvar og afskrækkelse, engagere sig i krisestyring samt udvikle samarbejde og dialog med sine partnere i det euro-atlantiske område. For at løse disse kerneopgaver, herunder at kunne imødegå trusler dér, hvor de udspringer, må NATO råde over den nødvendige kapacitetsmæssige fleksibilitet og effektivitet.

Opgaven for Danmark og de øvrige allierede er at sikre, at NATO fortsat vil være gearet til at tilbyde realistiske og troværdige svar på det 21. århundredes strategiske udfordringer. Det betyder ingenlunde, at der er behov for at revolutionere NATO. Udfordringen består i at gennemføre en løbende tilpasning og justering af NATO i et foranderligt og uforudsigeligt sikkerhedsmiljø. Alliancen har altid været et dynamisk fællesskab, der har formået at ændre og tilpasse sig omverdenens ændrede sikkerhedspolitiske udfordringer og krav.
Denne kronik blev første gang bragt i JP. d. 15.05.2002, og viderebringes hermed med tilretninger i overensstemmelse med Udenrigsministeriet.